minimumsnormeringer ifb. med kommunalvalg 2017

Minimumsnormeringer – et plaster på et betændt sår?

I disse valgtider er diskussionen om minimumsnormeringer på tapetet mange steder.

Mit pædagogiske indre er i oprør. For jeg er oprigtig bange og bekymret på børnenes vegne…. og mit ønske er at nuancere debatten både blandt pædagoger og blandt politikere.

Ja, der skal ressourcer til daginstitutionerne for at løfte den pædagogiske opgave på en meningsfuld måde – men jeg det svært med al den fokus på minimumsnormeringer.

Jeg er med på, at det kan give nogle institutioner flere ”varme hænder” og det er da dejligt, og som pædagog kan jeg kun finde den del glædelig…..men jeg er bange for, hvad det store fokus på minimumsnormeringer gør ved det pædagogiske fag.

Bupl har tidligere meldt ud, at de vil “stoppe blødningen nu!” men er indføring af minimumsnormeringer ikke blot at sætte plaster på et betændt sår?
Hvad med Kvaliteten?

I min pædagogiske virkelighed/karriere har jeg været ansat i fem forskellige dagtilbud. Det billede, der i den henseende tegner sig af den pædagogiske kvalitet spænder fra ”røven af 4.division”til “creme de la creme”!
Hvad er grunden til det – når nu alle fem dagtilbud næsten på kroner og øre arbejder ud fra samme økonomiske grundlag?

Det skal naturligvis ses i en helhed med de overordnede politiske rammer og de enkelte kommuners evne til at forankre de pædagogiske værdier i praksis.

I min optik er der dog ingen tvivl om, at kvaliteten i det enkelte dagtilbud i høj grad hænger sammen med ledelse, grundkultur og pædagogisk tilgang.

Her nogle eksempler:
Jeg har været ansat i dagtilbud, hvor det med årene er blevet normen, at ”Jette står alene med 50 børn på legepladsen” fordi de andre pædagoger liiiiige skal noget, men jeg har også været i dagtilbud, hvor det er utænkeligt at stå alene med så mange børn, men ikke pga. flere medarbejdere.
Her er dagligdagen fra ledelsesmæssig side velorganiseret, og der er feks forberedelsestid til alle medarbejdere. Forberedelsestiden placeres så det er hensigtsmæssigt set i forhold til dagligdagen! Kommunikationen er tydelig og ingen skal liiiige noget uden en klar aftale!

Jeg har været ansat i dagtilbud, hvor søde, velmenende pædagoger, uden at være opmærksomme på det, er blevet eksperter i at skabe en grundkultur præget af negative fortællinger omkring børn og forældre. ”Så du da Peter blev hentet i dag? Det er da utroligt, at hans far bare står der og kigger på, når Peter løber rundt og slår de andre børn!” – meget effektiv måde at ekskludere på!

Til gengæld har jeg også været ansat i dagtilbud, hvor der hele tiden arbejdes meget konkret, konfronterende og professionelt i forhold til at reagere på, når negative fortællinger meget menneskeligt stikker sit uhyggelige fjæs frem! ”Hvad tror du, det handler om, når hans far ikke ved, hvad han skal gøre, og hvordan kan vi hjælpe ham?” – seriøst og inkluderende pædagogisk arbejde!

Jeg har været ansat i dagtilbud, hvor tilgangen til børnene vidner om pædagogisk uvidenhed og fordomme i stor stil. ”Niklas, du må ikke slå, nu kan du sidde her og holde timeout”, hvorefter Niklas sidder og damper af, indtil pædagogen kommer og spørger ”er du færdig med at slå?”

I et andet dagtilbud, jeg har været ansat i, ville selv samme dreng blive mødt med en helt anden tilgang præget af nysgerrighed og pædagogisk indsigt. ”Hov, Nicklas, jeg kan se, du slår, hvad sker der? Niklas fortæller: ”Han sagde, jeg ikke måtte sidde ved siden af ham, fordi jeg lugter af makrel!” Det var da heller ikke rart, selvom det stadig er forbudt at slå, men.. ”Niklas, hvad kan du gøre i stedet for at slå, hvad vil du gerne fortælle ham?”
Hvilken betydning tror I minimumsnormeringer vil have for den pædagogiske tilgang og grundkultur i de ovenfor skitserede dagtilbud?

Er indføring af minimumsnormering f.eks. det, der kan gøre en forskel for, at Peter mødes af inkluderende pædagoger?
Der er i perioder massivt fokus på minimumsnormeringer. Jeg håber – men tvivler på, det har en mærkbar effekt – for det er langtfra altid det, det handler om! Til gengæld oplever jeg, diskussionen om minimumsnormeringer kan være medskabende ift. en negativ fortælling om det pædagogiske fag. “Vi kan ingenting, for vi har ikke de økonomiske ressourcer til det!”

Det er mit håb, at ledelse, grundkultur og pædagogisk tilgang, tåbelige sagsgange og uduelige (megadyre) koncepter må få samme grad af opmærksomhed. Så kan det være, det nytter at sætte plaster på såret!

God debat, god weekend og godt valg.