Nogens fremtid afhænger af dig, og det som du gør nu.

Det er afgørende, at vi, som har med børn og unge at gøre, opfanger tegn og reaktioner på mistrivsel, tager dem alvorligt og handler på bekymringen. Der skal sættes ind så tidligt som muligt. Tidlig indsats har nemlig en livslang effekt.

Der var engang, hvor jeg måske nok kunne se og mærke, når børn reagerede usædvanligt og tænkte, at noget var galt. Men jeg var altid i tvivl og derfor handlede jeg for lidt. For hvad var de sikre tegn på, at et barn blev udsat for overgreb eller svigt: Var det de tomme øjne som jeg mødte? Var det den manglende kontakt som jeg fornemmede? Eller når barnet slog på både børn og på voksne og råbte skrid til hele verden? Var det barnets frygt for, at skolen tog kontakt til hjemmet? Var det, når barnet ikke ville hjem?
Med erfaringen erkendte jeg, at det er endnu mere vanskeligt at føle sig sikker, end jeg først havde troet. For hvordan kunne det være, at jeg kunne føle, at noget var galt, selv når forældrene altid tog telefonen, var imødekommende til møderne og deres barn altid havde mad med i skole og lavede alle sine lektier?

Vi kan aldrig være helt sikre. Selv når et barn siger: “Min mor slår mig” og viser et blåt mærke frem, kan vi ikke være sikre. Medmindre vi med vores egne øjne har set overgrebet finde sted, så er det ord mod ord. For mor fortæller måske, at barnet blot snublede over dørtrinnet og beskylder hende for ting, som hun ikke forstår, at hun skal beskyldes for. Måske har barnet en diagnose. Borderline, foreslår mor. Og siger, at de også har en tid hos lægen for at få det undersøgt.
Vi kan næsten aldrig være sikre – og vores tvivl vil altid blive udfordret. Med bemærkninger i hverdagen som: “Det barn har jo også en noget anden virkelighedsopfattelse end alle andre” eller i sidste instans, i retten. Når forsvareren for barnets forældre spørger, om det ikke er rigtigt, at barnet altid talte sit helt eget sprog? Som efter forsvarerens udlægning var voldeligt og overdrevet.

Og vi bliver bange. Bange for at tage fejl. Bange for at beskylde nogen for noget. Men vi må ikke lade vores frygt stå i vejen for at være barnets advokat. Vi må ikke lade vores usikkerhed stå i vejen for, at tro så meget på børn, at vi er modige nok til at stå på deres side. Pædagogiske medarbejdere har pligt til, og ansvar for, at reagere og handle på såvel viden, som på bekymringer og mistanke om svigt, vold og seksuelle overgreb. Pligt til at dele bekymringen. Og til at være opmærksomme på, at den skærpede underretningspligt overtrumfer tavshedspligten.

Tegn på om et barn er svigtet, i mistrivsel eller udsat for overgreb kan stikke i alle retninger. Der findes derfor ingen entydige tegn. Men som professionel skal du bl.a. være opmærksom på:
– Forandringer i adfærd.
– Svingende adfærd i sociale relationer og i den faglige kontekst.
– Børn som reagerer ved at vende smerten og vreden indad. Eller modsat: Udad.
– Svær og til tider umulig kontakt til hjemmet.
– Overtilpasset adfærd.
– Aktive mobbere (hvis nogen er bange for dem, er det meget sandsynligt, at de selv bange for noget/nogen).
– Ofre for mobning.
 
Du kan næsten aldrig være sikker. Du skal turde stole på dine fornemmelser alligevel. Du skal turde dele din bekymring. For måske har barnet kun dig. Måske afhænger barnets fremtid af dig og det, som du gør nu.

/Ovenstående indlæg blev bragt i AKTbladet, oktober 2017