Skolernes motionsdag. Da Nannas far indhentede os, begyndte vi at løbe

Følgende er bragt i Fyens den 11. oktober på link http://www.fyens.dk/Laeserbrev/Skolernes-motionsdag-Da-Nannas-far-indhentede-os-begyndte-vi-at-loebe/artikel/3193321 

eller du kan læse den herunder:

Tidlig morgen: Min datter fortæller, at hun har haft et frygteligt mareridt. “Jeg drømte, at jeg var syg på motionsdagen, så jeg gik glip af det. Den dag glæder jeg mig til hele året.”

Skolernes motionsdag begyndte tilbage i 1982, og som født i 1974 har jeg været med cirka fra starten. Desværre kan jeg ikke helt prale af samme glæde over skolernes motionsdag, som min datter har. Jeg har en svag erindring om, at jeg nok led af årlig migræne, som sjovt nok lige lå fredag i uge 41. Den hoppede min mor dog sjældent på, så jeg deltog alligevel.

Jeg kan specielt huske et år, hvor Nanna fra min klasse og jeg halvvejs blev hentet af hendes far. Vi kunne måske godt have løbet det meste af vejen, men vi lavede turen til en hyggetur med snak og sang, altså indtil Nannas far indhentede os. Han havde først løbet 10 km og derefter løb han fem-kilometeren for at finde os og få os med i mål. Han løb imellem os og tog fat i vores hænder, og så blev der løbet resten af vejen. Så fik vi fart i stængerne og havde vist ikke det store overskud til at snakke samtidig. Til gengæld havde vi en ret god følelse, da vi kom i mål. Vi kunne faktisk godt løbe, vi var bare ikke helt sikre på det.

Jeg arbejder selv på en folkeskole, og motionsdagen i dag har fokus på den traditionelle løbetur, men har også et stort fokus på fællesskaber, på at lave noget sammen og ikke mindst at have en sjov dag. Den er udvidet fra kun at være et løb til at være aktiviteter på tværs af klasser og årgange.
I motionsløbet er vi som voksne motivatorer uanset, om vi står på poster, løber eller går. Er du løber, er det fedt at få skabt noget ping pong med nogle af de børn, der løber. Man følges lidt, man indhenter og man overhales.

Så kan man også være den sidste: At være den sidste er en virkelig vigtig opgave. Her er man den sidste voksne på ruten, der sørger for at alle kommer med i mål. Når man er den sidste, følges man med en meget varieret børnegruppe: de løber lidt, de indhentes, men det er forbudt at være bag mig. Der er også børn, som vi følges med hele vejen. Det kan være, de synes det er hårdt, de er måske skadede eller måske laver de ligesom Nanna og jeg fik en snakketur ud af det. Sidsten er lig med fem km krydret med sange, lege, sjov og snak, mens vi kommer fremad.

Jeg håber, at ligesom jeg blev hjulpet i mål af Nannas far, at jeg kan være med til at få børnene i mål og være med til, at de får følelsen af: jeg klarede det her, det var en god tur og jeg kunne godt.

Endnu bedre er det, hvis de som min egen datter allerede glæder sig til næste års motionsløb.

Kommentarer