Stolthed, mod og fællesskaber.

Søren Hertz som er børne- og ungdomspsykiater har sagt:
“Stolthed og mod kan være modvægt til følelsen af afmagt.”

Måske kender du følelsen af, at andre ikke synes dit arbejde er så meget værd? Eller simpelthen ikke forstår hvad det går ud på og hvad det kræver? Jeg har selv kæmpet en del med den følelse. Følelsen af at være kun. Ikke set, ikke hørt, ikke forstået, ikke anerkendt.

Da jeg blev ansat på en skole kulminerede følelsen. Det gik tilmed op for mig, hvor ensom man kan føle sig – i sit eget fag, blandt sin egen faggruppe og mellem sine nærmeste kollegaer. Jeg var hverken fritidspædagog eller lærer. Jeg brugte min pædagogiske uddannelse, og min erfaring fra specialområdet, i undervisningen sammen med lærerne, i frikvartererne, i gruppesamtaler og i individuelle samtaler med eleverne. Jeg støttede, jeg vejledte. Og var ensom. Jeg hørte hverken rigtigt til i pædagoggruppen eller i lærergruppen. Og oplevelsen af faglig anerkendelse brillerede ved sit fravær.

Jeg kommenterede småsurt opslag på BUPL´s facebookside. Det var nemlig min oplevelse, at de primært fokuserede på fritidspædagogikken og – da skolereformen blev vedtaget – på pædagogernes mulighed for at indgå i understøttende undervisning. Jeg følte mig ikke repræsenteret i min egen fagforening. I hverdagen oplevede jeg, hvordan det tværfaglige samarbejde, særligt i forhold til inklusion, fungerede til glæde for eleverne. Jeg oprettede en blog. Her skrev jeg et indlæg om min rolle i skolen. Mette er faglig sekretær i BUPL. Hun opdagede indlægget og mine kommentarer på facebook. Hun gik i dialog med mig. En dag sendte hun et link til meningsdanneruddannelsen*. Jeg søgte ind og blev optaget. Her lærte jeg at formidle, skrive og tale om min virkelighed. Det ændrede min faglige selvfølelse.

Jeg mødte forleden en tidligere kollega fra specialområdet, som spurgte: “Er du stadig på den folkeskole… Er det nok for dig? Skal du ikke tilbage til pædagogfaget?”

Tilbage til pædagogfaget?!?

Når Frederik kaldt os fucking røvhuller, når Amanda har bidt, når Lucas har råbt idioter til os, når Sheila har nægtet at gå ind i klassen flere dage i træk, så skal vi formå at holde vores egne følelser i ro. Vi skal tilpasse vores adfærd andres behov. Samtidig skal vi sørge for, at de børn og unge lærer noget; at de dannes og uddannes. Og dagen efter konflikter og trusler, skal vi møde dem alle med lige stor omsorg og nysgerrighed. Det arbejde, det har ret meget med pædagogik at gøre. Og kvaliteten af denne, det er noget vi udvikler sammen; lærere og pædagoger på tværs af faggrænser.

Vi skal sammen vedholdende formidle det store stykke arbejde, som foregår i skolen, ikke mindst i forhold til elever som har brug for særligt inkluderende læringsmiljøer. Vi skal formidle, hvordan vi kan gøre en forskel og hvor stor værdi det har, når det lykkes.

En dag, hvor det havde føltes særlig hårdt at slæbe mig selv med på arbejde, kom jeg uforvarende til at brase ind i et lokale, hvor en god lærerkollega talte med en repræsentant for dlf. Jeg undskyldte min afbrydelse og min brasen ind, og præsenterede mig selv for dlf´eren. Hun vidste, hvem jeg var, fordi hun havde læst noget af det, som jeg har skrevet, og sagde: “Det er godt vi har en som dig.”
Hun sagde VI!
Jeg følte mig genert og ydmyg og fik spurgt:
– Også selvom jeg er pædagog?
Hun svarede:
– Du er en god pædagog og sådan nogen har vi brug for i skolen.

Jeg føler mig ikke ensom længere. Hverken i mit eget fag eller på skolen, hvor jeg arbejder.

Det nytter at ytre sig. Jeg vil opfordre alle lærere og pædagoger til at gøre det. Det giver stolthed, mod og nye fællesskaber. Og med evnen til at stå sammen, står vi stærkere.

*https://cevea.dk/om-cevea/meningsdannere.

/Indlægget har været bragt i AKTbladet i september, 2017.

Kommentarer