Fra folkeskole til drømmen om at redde verden.

Jeg var utryg, da jeg startede i børnehaveklassen. Jeg brød mig ikke om mange mennesker i samme rum. Jeg fik ros af lærerinden, fordi jeg var stille og tegnede sådan nogle fine tegninger. Men jeg vidste godt, at jeg ikke var et af de børn, som hun egentlig syntes om. Jeg mærkede det tydeligt. Jeg kom i 1. klasse og mærkede det stadig; jeg passede ind, jeg var stille og sød. Men blev ikke set og forstået og var ikke et af de populære børn, uanset hvor umage jeg gjorde mig.

Fra 3. klasse begyndte jeg at tænke tanker før sengetid; om hvor mange år jeg havde tilbage i skolen, og om der var måder, jeg kunne undgå dem på. Musik var godt, for sangene gjorde mig glad, og jeg elskede sløjd, fordi der duftede af træ, og jeg var så stolt af min morfar som var snedker. Men ellers hadede jeg næsten hver eneste time. Og det var ikke fordi jeg ikke var dygtig. Jeg var især virkelig dygtig til dansk. Og faktisk kun rigtig dårlig til matematik.

Jeg var altid bange for at have glemt noget, eller ikke have gjort det jeg skulle, for skæld ud var en del af dagligdagen. Det var stort set aldrig mig, der blev skældt ud. Faktisk kan jeg kun huske, det er sket een eneste gang, men jeg vidste jo, hvor galt det kunne gå. Jeg overhørte det hele tiden.

Jeg løb hjem. Grædende. Jeg følte mig udenfor, og nogle gange blev jeg drillet. Jeg tror ikke dem fra min klasse husker det sådan. Jeg tror slet ikke, at de ved, hvor såret jeg kunne føle mig. Jeg løb sommetider væk, fordi det blev alt for svært at blive. En dag løb jeg så hurtigt, at jeg faldt og slog hul på mine knæ, og så græd jeg endnu mere. De sagde også, at jeg altid græd. Der er nok noget om det. Jeg kan huske min første bogfremlæggelse: “Hvalernes sang” af Bent Haller. Jeg havde grædt, mens jeg læste den. Fordi det var så synd for hvalerne og fordi mennesket er så modbydeligt. Da jeg fremlagde for klassen gjorde nogle af klassekammeraterne grin med bogen: “Det var da en latterlig bog at læse”.

I 7. fik vi en ny lærer. Lene. Lene så mig. Lene fik mig til at tale. Lene forstod mig. Og jeg forstod, at Lene holdt af os allesammen. Sådan virkede det ihvertfald. Jeg kan ikke forklare forskellen – den var der bare. Da jeg forlod folkeskolen var det med en varm og kærlig udtalelse fra Lene. Men følelsen af at være udenfor og føle mig ligegyldig, den vil jeg altid huske. Der var mange år af min barndom, hvor den fik lov til at cementere sig.

Idag arbejder jeg som AKT-pædagog på en folkeskole, hvor jeg har fokus på den enkeltes sociale og personlige udvikling, såvel som på fællesskaberne. Jeg går tit ekstra skridt for at nå lidt mere, og jeg tager mig tit lidt længere tid til et barn eller en ung, end den tid jeg egentlig har – fordi jeg har oplevet, hvad det betyder at føle sig set og forstået.

Jeg er stadig medlem af Greenpeace, og jeg drømmer om at redde verden, på samme måde som Lene reddede mig.

Kommentarer