Vigtigheden af, at huske nuet!

Mens fagpolitikken raser og der debateres lystigt på diverse medier og nyhedsblade om tværfaglige forskelle, ulighed i løn, dårligt arbejdsmiljø, stress, ligeværd og ligestilling, for lange eller korte skoledage, normeringer, samt skæld ud og irettesættelse, trækker jeg lige stikket for en stund.
Jeg har bestemt en holdning til alle ovennævnte emner, og debattere dem gerne, men i dag er der noget andet der vægter højere.
Jeg har morgenåbningen på Fritten og køkkenet emmer af liv. Der er trætte børn, og friske børn. Der er børn der trænger til en hjælpende hånd når der skal siges farvel og der er børn der skal have morgenmad, så de er rustet til den dag, der venter.
Jeg er ved at øse havregrød op til en af børnene, da en dreng, Daniel, fra 3 klasse kommer hen til mig. Han smiler og siger uden nogen indledning; ”ved du hvad Signe, du er en voksen jeg aldrig vil glemme”. Så krammer han mig og sætter sig ved bordet. Jeg når ikke at gengælde krammet og står stadig med skeen med havregrød i hånden. Glad og paf.
For uagtet hvad man må have af holdning til ovenstående debatter, så ligger der en kæmpe værdi i, at være værdsat for det man gør, af dem man gør det for.
Daniel og jeg har haft vores uoverensstemmelser. Han har helt sikkert også syntes at jeg har været urimelig og tarvelig når jeg har kommenteret på hans opførsel, hjulpet med konflikter eller irettesat hans til tider kulørte sprog og iltre temperament. Vi har til gengæld også delt en masse godt. Hans oplevelser som spejder, min fobi for frøer og alt det spas han har fået ud af netop det faktum. Vi har googlet sære dyr, læst om rummet, været kulturelle i København på en kanalrundfart og delt vores passion for chokoladekage.
Vi har lært meget af hinanden og om hinanden – præcis som det meningsfulde samvær bør være, når man arbejder med børn. Med respekt og nysgerrighed, indsigt og lysten til at forstå den anden.
Jeg er glad og beæret over hans klare udmelding. Uden omsvøb, uden forbehold, direkte til mig om min betydning for ham. Lige her udbetales min løn ved kasse 1 og min takst er den samme som en læres – og den luner langt ind i min sjæl.
Lige her bekræftes jeg igen i, at pædagog er det rette fag for mig, for her får jeg lov at efterlade et varigt minde hos et barn om en tid vi har delt sammen.
Jeg får lagt skeen og serveret havregrøden, men får også lagt en hånd på Daniels skulder; ”jeg vil heller aldrig glemme dig”. Det tegner til at blive en fantastisk dag og med solens stråler gennem vinduet og børnesnak i køkkenet kan dagen bare komme an.
Debattanker og holdninger til diverse ting ryger i baggrunden i dag og jeg nyder at være i nuet. Med fokus på dem og sammen med dem, som mit arbejde handler om; børnene og alt det vi giver til hinanden.

 

 

Kommentarer