SFO og feriens mange glæder

SFO og feriens mange glæder


 

 

Ferier er en fantastisk tid at arbejde i en SFO – hvis man altså har lyst og mulighed for det det.

Specielt sommerferien er en rigtig god tid. Normeringen er i top, og tempoet falder langsomt til næsten ugidelighed.

Jeg har de sidste tre/fire år valgt at tage en uges sommerferie for derefter at arbejde i tre uger i vores Skole Fritids Ordning, SFO, i Hasle og bagefter to ugers ferie mere. Jeg ved godt, alle pædagoger ikke kan det, men det kan anbefales!

Fordelene for mig er mange. Dels at jeg undgår industriferien, og dels at når jeg kommer tilbage første gang, er børn og voksne gået meget ned i tempo.

Det kan selvfølgelig godt være skidt med for megen passivitet – at der tilsyneladende slet ikke sker noget for børnene – men for mig er der ikke noget galt med at kede sig i kortere perioder. Det har børnene kun godt af at prøve ind i mellem. Så skal de til selv at vælge mellem det mulige – eller også må de så selv finde på noget.  De kommer ud af “vanezonen”. Der er pludselig tid nok til fordybelse både for børn og voksne. Børnene kan virkelig dykke ned i nogle af de ting, de normalt ikke har tid til i den travle hverdag med mange andre børn. For eksempel lære nye spil, lære om skak, lære korttricks, dyrke frivillig idræt hver dag, snitte sværere ting i træ, skyde med bue og pil, lave egen mad på bål helt fra bunden af, lave huse i papmache over længere tid.

Vi kan også tage i svømmehallen med en lille flok store og små børn, som her får tid til at lege og vænne sig til vandet, til dykning, udspring og svømning i deres helt eget tempo. Kort sagt prøve egne grænser af. Desuden skal man heller ikke undervurdere værdien af, at de lærer af hinanden.

Det, at der er en god fordeling mellem børn og voksne, gør det rigtig fornuftigt for begge parter. Man skal ikke nå noget bestemt til en bestemt tid, man kan planlægge flere ture ud af huset på tidspunkter, hvor der normalt ville være skolegang. Med vores minibus kan vi tage til stranden for at soppe og lege eller tage til et sted inde i Aarhus for at se et eller andet, vi normalt ikke har tiden til.

Der bliver også tid til at snakke meget mere sammen og tage sig lidt mere af dem, der normalt ikke får så megen opmærksomhed. Med megen daglig travlhed ser jeg måske mere nogle bestemte børn end de mere stille typer. Nogle børn kan også pludselig “blomstre op”, fordi de får roen til at være der. Eller også får jeg et helt andet syn på nogle af dem, der kræver meget i det daglige ved, at jeg får tid til at lære dem bedre at kende i et helt andet tempo.

Tit begynder nogle, som normalt aldrig leger sammen, at lege med hinanden. Det kan selvfølgelig være af nød, fordi der ikke er “de sædvanlige” at lege med, da de måske er på ferie. Men ofte ser jeg helt nye relationer, jeg ikke lige havde forestillet mig. Det er godt. Der bliver også meget mere legen på tværs mellem mindre og større børn. Igen måske af nød i første omgang, men de store lærer at tage hensyn til de små, og de små lærer en masse færdigheder af de store.

De relationer, som opstår i ferien børn imellem og imellem børn og voksne har rigtig stor betydning i ferien – og også for de kommende år!

Kommentarer