I Indien spiser man onkler.

I Indien spiser man onkler😃
At spise eftermiddagsmad i en daginstitution giver nogle gange fantastisk mulighed for gode og eksistentielle samtaler med børnene.
I dag er cafetjansen min.
Rundt om bordet sidder ti børn med hver sin madpakke.
Jeg har fundet guitaren frem, og midt i æbler, ostehaps og pølsemadder synger vi “iiiii zoololololololololololololololololololololololololologisk have.” Efter at have sunget om en løve og en giraf, synger vi om en slange…
Jeg er bange for slanger, og fortæller børnene om det:
“….og engang jeg var ude at rejse, kom en dame hen til mig med en stor pytonslange.
Hun ville have, jeg skulle prøve at løfte slangen, og så skulle jeg gi hende penge for det. Jeg stod ved en husmur og kunne næsten ikke komme væk. Pyha, hvor var jeg bange,” siger jeg og fortsætter: “jeg sagde STOP, STOP, men hun blev bare ved. Jeg tror, hun var meget fattig.”
“Jeg er bange for edderkopper,” siger Sara. “Jeg er bange for ildebrand,” siger Carla.
Kalle laver store øjne, ser direkte på mig og siger: “Jeg er bange for slanger, og ved du hvad Trine?”
Nej, det ved jeg ikke.
Kalle fortsætter: I Indien er der en slange, der er så stor, at den kan spise en hel familie. Han tager en bid af sit æble og tilføjer så: “….også onklen!”
Pyha, gudskelov at jeg ikke er onkel, tænker jeg lettet😀
Rigtig god weekend til dig.