Frikvarter: Åndehul eller hul i helvede?

Frikvarterer er fulde af regler. Nogle er skrevet ned af de voksne:
– Man skal være ude.
– Man må ikke bruge sin mobil.
– Man skal bruge hjelm, når man kører på skateboard.
Og så er der regler som ingen har skrevet ned, men som (næsten) alle kender:
– Emilie og Victor bestemmer mest, når der skal deles hold.
– Det er bedst at spørge Amal, når man vil være med i en leg.
– Det er smartest at holde sig fra Thor, for hvis man leger med ham, begynder de andre at kalde én for bøsse. Og Alex er der ingen som rigtig orker, for han ender altid med at råbe og slå.

Vi taler meget om arbejdsmiljø og vigtigheden af vores pauser. Vi skal have vores pauser, ellers har vi ikke noget at give af, og tilsidst risikerer vi at blive stressede.
Vi ved, at pauser er vigtige.

I skolen er frikvartererne den tid, hvor eleverne skal have pause. En mulighed for at lade op, så de er undervisningsparate til timen efter. Men nogle elever oplever frikvarteret helt anderledes. De kan råbe og slå i frustration som Alex. Eller de kan opleve en tyngende følelse af ensomhed.

“Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen eller hvem jeg kan være sammen med. For det meste ender jeg med at sidde alene.”

“Jeg har sådan en følelse af, at de andre ikke gider mig, og så jeg går rundt for mig selv.”

Jeg har mødt en Alex. Frikvartererne, og undervisningen efter, var tit et problem. Men det hjalp, da han fik lov til at spille på sin mobiltelefon, istedet for at være ude sammen med de andre. Han blev roligere og kunne bedre koncentrere sig bagefter. Måske fordi han havde nok at gøre med at aflæse, hvad der foregik imellem de andre i undervisningen.Måske fordi kravene om gruppearbejde var rigeligt for ham.
Ofte antager vi, at det er skidt for børn at spille på mobil, eller sidde alene, i en pause i skolen, men det var en hjælp for Alex. Da hans raseriudbrud aftog, blev det lettere for andre at se, at Alex ikke bare var en rasende dreng.

Frikvarterer forløber, for langt hovedparten af elever, uden nævneværdige problemer – men de elever som har brug for hjælp, fortjener at få opmærksomhed. Blandt andet fordi elever, som har svært ved at begå sig eller finde nogen at være sammen med, ofte får en dårlig eller ensom oplevelse. Og så fylder de negative følelser tit så meget, at de ikke kan koncentrere sig om undervisningen bagefter. Men vi skal også være opmærksomme på frikvartererne af andre årsager.

Elever er tilbøjelige til at vælge at være sammen med nogen som ligner dem selv, og kun i begrænset omfang være åbne overfor forskelligheden.

Frikvartererne giver os en unik mulighed for at guide og vejlede f.eks. elever som har socioemotionelle vanskeligheder, og vi kan være med til at etablere kontakt imellem elever som ellers ikke ville have mødt hinanden.

Vi kan være med til at give eleverne oplevelsen af, at de har noget sammen, på tværs af forskelligheder. Men følelsen af det fælles kommer ikke (altid) af sig selv.

Der findes færdigpakkede løsninger som Legepatruljen, men hvorfor ikke opfinde en løsning som passer lige præcis til jeres skole, jeres elever og deres behov?

Inddrag evt. Elevrådet, brug elevernes egne ideer og giv dem medansvar. Det giver fællesskaber på tværs af klasser og årgange. Det kan lade sig gøre. Jeg har prøvet det selv. Og så skal vi altid huske, at enkelte elever har behov for sommetider at fjerne sig fra fællesskabet, for igen at kunne være en del af det. Måske har de brug for et stille rum, hvor de kan være sammen hver for sig?

Alle har brug for pauser. Også børn.

/Ovenstående er forkortet/redigeret udgave af indlæg bragt i AKTbladet, juni 2017.

 

Kommentarer