Pædagoger er eksperter i læring

Da jeg stoppede som folkeskolelærer for at blive pædagog, troede jeg, at nu skulle jeg ikke beskæftige mig med læring mere. Jeg tog grundigt fejl.

Der var ellers meget, som kunne bekræfte mig i, at pædagoger ikke har noget med læring at gøre. At læring hører hjemme i skolen. At læring er lig med undervisning. At børn ikke skal lære i deres fritid. Intet er mere forkert.

Læring, det er noget, vi gør hele tiden. Allerede som foster lærer vi vores mor stemme at kende. Vi kan genkende lyden af musik. Som spædbørn lærer vi at få tilfredsstillet de mest basale behov: hvordan vi får mad, hvordan vi gør opmærksom på, når vi er kede af det osv. Vi lærer at krybe, at kravle, at gå. Sproget kommer til, det verbale og det nonverbale. Alle disse ting lærer vi uden formaliseret undervisning.

Hvorfor vender man ikke blikket indad?

Som voksne lærer vi også hver dag. I går lærte jeg, at min datter kan lave en velsmagende gang røræg til morgenmad – og at den friske timian, hun puttede i dejen, Mens disse linjer skrives, lærer jeg. To eksempler på andre læringstyper: læring ved betragtning og læring ved refleksion.

Det virker nogle gange, som om menneskets måde at lære nyt på er delt op i tre:

De første seks år lærer vi bedst ved selv at prøve på det, som fanger vores interesse. Ved at være sammen med andre, som ved mere, mindre eller det samme. Ved at bevæge os frit rundt i rummet (eller endda rummene). Det samme gælder som voksne. På mystisk vis er der ca. 12 år derimellem, hvor vi bedst lærer ved at lytte til nogen, som har besluttet, hvad emnet er – og som ved det i forvejen. Vi skal sidde stille imens. Det er da mærkeligt, hvis det skulle være sådan?

Men lærerne behøver ikke at frygte noget, for pædagogerne ved det ikke!

Der er et enormt fokus på Folkeskolen for tiden. Ny nordisk Skole kalder regeringen det. Målet er færre skoletrætte, flere læringsformer og større glæde. Gode intentioner. For at nå derhen skal skolen lære (!) af de bedste. Der skal hentes inspiration fra erhvervslivet, fra idrætslivet og andre udefrakommende. Partnerskaber hedder det.

Hvorfor vender man ikke blikket indad? På skolerne er der allerede en faggruppe, hvis viden ikke bliver brugt optimalt: pædagogernes. Pædagoger har gennem hele deres uddannelse og faglige praksis haft fokus på, hvordan man støtter, guider og udfordrer. Vi er vant til at tage ansvar for andres udvikling. Om du kalder det udvikling, dannelse eller læring betyder ikke meget i denne sammenhæng. Pædagoger er eksperter i læring. Læring gennem deltagelse. Læring gennem observation. Læring gennem refleksion. Faktisk er der kun en type læring, vi ikke er så gode til: læring gennem at betragte og lytte til et andet menneske. Her kan lærerne noget, vi ikke kan.

På alle andre områder er pædagoger eksperter i læring. Men lærerne behøver ikke at frygte noget, for pædagogerne ved det ikke! Vi bliver ved med at fortælle hinanden, at leg og læring er to forskellige ting. Hvis du prøvet at læse indlæggene på denne blog igen, vil du se, at det vrimler med læringshistorier. Fortællinger om, hvordan pædagoger har bidraget til, at børn og unge har lært noget. Ikke ved tavleundervisning men ved at skabe et læringsmiljø.

Jeg er ikke i tvivl om, at der ligger et kæmpe potentiale lige for fødderne af os. Som pædagoger kan vi komme ind og gøre en forskel i et land, hvor vi hidtil er stoppet ved grænsen. Børnene vil byde os velkommen. Væk med undervisning, hvis formål de ikke forstår. Ind med situeret læring, hvor der er en klar sammenhæng med det jeg gør og det jeg vil.

Det kunne vi alle lære noget af…

Kommentarer