Mod nok til demokratiet.
Medierne er fulde af historier om offentligt ansatte som ikke tør ytre sig. Vi er bange for vores ledelse, bange for vores ansættelse og bange for hadefulde angreb på de sociale medier. Men måske er vi også bange for hinandens fordømmelse?
Jeg har ofte ytret mig. I begyndelsen var jeg mest bange for min ledelse. Og for de kollegaer som kom til mig og sagde, at jeg måske skulle tænke lidt mere over, hvad jeg lagde offentligt ud.
Efter et debatindlæg i en avis blev jeg dybt såret over nogle af kommentarerne. Kommentarer som kom fra mennesker, jeg ikke aner hvem er. Men jeg blev ikke tavs. Jeg blev ved. Også selvom jeg fandt ud af, at det som kan såre mig allermest, er kommentarer fra dem, som jeg har mest tilfælles med; lærere og pædagoger.
Sommetider har dét, at sige noget højt, eller skrive det offentligt, fået mig til at føle mig udstødt af et fællesskab. Et fællesskab, som jeg higer efter og har brug for. Men sommetider har det også haft den modsatte effekt: Jeg har fået lov til at føle mig som en del af et fællesskab.
Vi har alle brug for at høre til. Vi har alle brug for at føle os værdifulde og for at føle, at andre synes godt om os. Det er nok kun de mest hærdede debattører som decideret får energi af en god konflikt. Konflikter tvinger mig i knæ. Hver gang. Jeg bliver svimmel, svag i knæene, føler mig bange og får kvalme. Jeg hader konflikter. Jeg gør alt for at undgå dem. Og så alligevel ikke. For gang på gang ytrer jeg mig. Og jeg kan ikke undgå at tænke, at mennesker som ikke gør, primært er bange for den potentielle konflikt som ligger på lur lige efter den personlige udmelding. For i et demokrati er det tilladt at sige sin mening og give udtryk for, hvem man er, og det betyder at alle andre har ret til at gøre nøjagtig det samme. I et demokrati er der altså et utal af mulige konflikter hver gang vi siger noget højt.
Det er sygt skræmmende!
Så hvorfor gør jeg det alligevel? For det første fordi jeg hverken mister livet eller ryger i fængsel for det. Så farligere er det altså heller ikke. Men dernæst er det fordi det konstant gør mig klogere – på andre og på mig selv. Og jeg vil gerne være klogere. Ikke kun på ting man kan uddanne sig til, og læse sig til i en bog, men på mennesker, på samfundet, på den jeg selv er. Og jeg tør godt enten ændre holdning – eller stå ved min mening.
Tør du?
