Forældres magelighed stjæler tid til nærvær

Pædagogerne i fritidstilbuddene yder et højt serviceniveau overfor forældrene, det har konsekvenser for nærværet og tiden til børnene.

Jeg er pædagog i en SFO med over 200 børn. Det har i mange år været kutyme hos os, men også i de fleste andre fritidstilbud rundt om i landet, at pædagoger sender børn hjem på et givent tidspunkt, angivet af forældrene. Det gør vi af flere grunde blandt andet fordi børnene skal øve sig i at finde vej, i at huske både madkassen og sine gummistøvler og i at tage ansvar for sig selv.

For mange forældre er det naturligt nok en overvindelse og skulle give slip på deres små fugleunger og lade dem falde ud af reden, så de kan lære at flyve. Men det er som om ikke alle forældre formår helt at give slip og i stedet opfatter de denne læreproces, som en meget praktisk service.

Det er torsdag og i dag er det mig, som har hjemsender funktionen. Det betyder, at det er mig, som foruden at være der for børnene, så skal jeg også passe telefonen, minde om toiletbesøg og sende de børn, som selv skal gå hjem. Jeg sidder og spiller kryds og bolle med Per. Per er en stille dreng, som har svært ved at lege med andre, han går ofte alene rundt og er observere de andre børn lege. Jeg har netop fået Sara engageret i spillet, da telefonen ringer. Det er Sørens mor, som spørg om jeg ikke lige kan finde Søren og sende ham ud på parkeringspladsen om 5 minutter, hun har lidt travlt. Jeg lover Per snart at være tilbage igen og jagten går ind efter Søren.

Jeg leder og Søren er ikke nem at finde, det er omkring 15 minutter siden Sørens mor ringede, da jeg finder ham i det fjerneste hjørne af legepladsen, hvor han er fordybet i en super god leg med tre andre børn. Jeg siger han skal gå på p-pladsen og han skynder sig ind efter sine ting. Ligesom jeg går ind ringer telefonen i min hånd, det er Sørens mor. Hun lyder irriteret, hun har nu siddet på p-pladsen i sin bil i næsten 10 minutter og ventet, Søren er ikke kommet endnu. Han er på vej svarer jeg og vi afslutter samtalen. Jeg går ind til Per igen, Sara er gået videre til en anden leg og Per sidder alene og kigger ud i luften. Jeg når lige at påbegynde et nyt spil, da telefonen ringer igen, det er Marias mor, hun har lidt travlt.

Dette er ikke usædvanligt, hver dag sender vi børn på p-pladsen til forældre, som sidder i deres biler og venter. Mon de kære forældre glemmer, at der er andre børn foruden deres?

Jeg vil gerne opfordre forældrene til at gøre de andre børn, pædagogerne, dit barn og ikke mindst dig selv en tjeneste og kom selv ind og hent dit barn. Det er her du får chancen for at se dit barn fordybet i leg eller de kan vise dig dagens kreative kreation og dit barn bliver så glad for at gense dig efter en lang dag! Og jeg kan forblive i nærværet sammen med Per.

Kommentarer