Superhelt

Kender du det? På vej hjem fra arbejde går det op for dig, at du igen ydede lidt for meget og glemte dig selv. Fordi nogen er afhængig af dig. Jeg ved ikke, om de huskede at tale om netop det på Folkemødet. Politikerne. At rigtig manges arbejde ikke består af opgaver – men af mennesker. Det er ikke opgaver politikerne beder os effektivisere. Det er menneskers følelser og evner. Og det er meget svært at skynde på. Mine arme er sommetider helt tunge af træthed. Så kan de ikke holde om flere. De kan ikke holde mere. Ikke engang et par liter mælk i en indkøbspose.

En helt almindelig dag kan starte sådan her: “Rikke, Rikke, tager du ikke med i svømmehallen?” , “Skulle vi ikke have haft samtalegruppe igår?” En dreng hiver mig i ærmet og beder om en samtale. Han har tårer i øjnene. Jeg lover at være hos ham hurtigt. En lærer kommer til mig: “Jeg bliver nødt til at bede om din hjælp”. Jeg har ikke tid, men jeg lytter lidt alligevel. Vi bliver afbrudt: “Der er vist en som venter på dig ude på gangen”. Jeg bruger tid på eleven som ikke vil ind i klassen. En pige er blevet ked af en konflikt igår, som ingen har haft tid til at tage sig af. Jeg taler med drengen. Han bliver vred på mig og går. Han sender en mail hvor der står, at jeg ikke skal snakke til ham mere. Pigen står nu på gangen og græder. Tre andre kalder på mig – en anden pige er gledet i skolegården og har slået hovedet. Heldigvis er en lærer nået hen til hende, da jeg er kommer ned af trapperne. Tilbage igen finder jeg endnu elev som sidder på trappen.
“Jeg gør det ikke!”
“Du får mig ikke til det!”
“Jeg går ikke derind!”
“Skrid!”
“Det er din skyld, Rikke.”

Jeg vil ikke finde mig i det. At mennesker skal stå alene. Jeg kan ikke holde til at skulle finde mig i det. Så jeg lægger alle mine kræfter i. Det kender du sikkert. At du alligevel formår at vise mennesker, på trods af din travlhed, at du virkelig vil dem. At de betyder noget og er værdifulde. At du tror på dem. Og så giver den ekstra tid som du egenlig ikke har. Den ekstra omsorg, selvom du næsten ikke orker holde om flere.

Hun sagde: ”Jeg har lavet noget til dig. Men vi skal bruge min mobiltelefon.” Og så viste hun mig en video med titlen: Jeg elsker dig Rikke. Den lille film bestod af musik, billeder af breve, som hun har skrevet til mig, billeder af hendes venner og det hun ville sige til mig. Hun fortalte, hvordan jeg har hjulpet hende og hvad det har betydet. Hun er ikke alene længere, og hun behøver ikke skrive breve mere, for nu kan hun koncentrere sig i timerne. Hun sagde: “Jeg vil altid huske dig. Du vil altid være min superhelt.”
Da videoen var slut opdagede jeg, at jeg græd. Pludselig kunne jeg slet ikke mærke mine trætte arme længere.

Jeg tror, at alle os, som arbejder i den offentlige sektor, er nogens superhelt. Vi overlever på den anerkendelse, som vi får af de mennesker, vi tager os tid til at nå. Tid vi ikke har, ukendte kræfter vi alligevel mobiliserer. Fordi vi ikke kan holde ud at efterlade andre alene.

Tænk, hvis vores arbejde var så anerkendt af politikerne, at vi fik arbejdsforhold som matchede den indsats vi forventes at yde. For politikerne mener vel heller ikke, at man skal efterlade børn, unge, syge og ældre alene.
Gør de?

Kommentarer