Se Vivi, mig ku godt…

“Se Vivi, mig ku godt” udbryder den 4 årige dreng foran mig stolt og smilende.

“Ja, det kunne du godt, hvor er du dog dygtig.” siger jeg smilende og lettere udmattet.

Foran på bordet, imellem os, står et samlet puslespil med Kaj og Andrea.

Forud for denne jubelscene er gået en halv time med frustrationsudbrud, skrig, brikker på gulvet og slag.. Til mig altså…

Fordi ham drengen her er en af dem, som ikke kan gå i en “normal” børnehave.. Han har så store vanskeligheder at han er blevet placeret i min specialgruppe.. Hvorfor han har disse vanskeligheder kan vi kun gisne om, men han har brug for at vi hver dag tilpasser vores pædagogik i forhold til ham og hvilken dag han har.

Da jeg en halv time tidligere sagde til ham at nu skulle vi lave puslespil, var han fyr og flamme..Yes.

Men jeg valgte ( bevidst ) at tage et puslespil frem som han ikke havde lavet før, velvidende at det potetielt kunne udløse volsomme frustrationer.

Og ganske rigtigt så var det det der skete..

Han kaster et blik på mit Kaj og Andrea puslespil og siger trodsigt ” mig gider ik.”

Her ved jeg jo at det er fordi han synes det er svært, så jeg siger at det skal han, og han sagtens kan, men at jeg gerne vil hjælpe ham hvis det er svært.

Drengen kravler tøvende op på stolen, og allerede nu har jeg en anelse om hvad der vil ske som det næste. Jeg kunne selvfølgelig nu vælge at sige ” fint vi finder bare et andet puslespil” . Men vi på stuen har erfaret, at for at han kan have en god dag, skal han ikke skal overlades nogle valg, og hele hans dag skal struktureres, Vi ved også at hvis vi ikke presser ham til at prøve nye ting, så vil han aldrig lærer noget nyt, da han altid vil vælge det han kan. Hans selvværd er så lavt, at han ikke tør vælge noget nyt, da det nok bare vil give ham endnu et nederlag.. Så holder jag fast og siger at han skal lave det har Kaj og Andrea puslespil..

Så flyver puslespillet ned på gulvet, og han sætter i et skrig. Det er et skrig der går gennem marv og ben, og jeg når at tænke at nu får jeg nok snart tinitus..

Han får besked på at  han gerne må skrige i rummet bagved, så da han ikke selv går derind, bliver han ført ind, kærlligt men bestemt. Undervejs bliver der dasket lidt til mig, men han kommer ind rummet, hvor han fortsætter med at skrige.. Langsomt tager skriget af, for til sidst at stoppe helt.. Jeg går derhen og spørger om han er klar til at lave Kaj og Andrea puslespillet sammen med mig, og det er han.

Vi går hen til bordet, hvor han får samlet puslespillet op fra gulvet, Vi sætter os ned, og jeg hjælper ham med at finde de brikker han skal bruge.

Jo flere brikker der bliver lagt, jo ivriger bliver han. Han smiler mere og mere, og hans kropssprog undergår en forandring fra opgivende og frustreret til stolt og glad.

Da den sidste brik er lagt, er han bare så glad og stolt. Han har gennem den kamp, lært at mestre dette puslespil.. Og jeg tror på at han gennem de krav jeg stiller til ham, og de succesoplevelser han får ved at komme igennem de opgaver, med de medfølgende frustrationer, snart får så meget tro på sig selv, at han snart ikke længere behøver at blive frustreret hver gang han bliver præsenteret for noget nyt… Så jeg oftere kommer til at hører ” se Vivi, mig ku godt”..

Kommentarer