Fra jord til hjerte – noget om mod & mennesker.

De, som kender mig, vil vide at jeg kæmper en kamp imod trangen til tryghed, trangen til at lukke mig inde med mig selv. Men sådan har det ikke altid har været.
Engang var jeg et menneske som havde venner og gik til fester. Så skete livet – og venskaberne stod ikke til at redde. Festerne tog jeg ikke til.
Det var ok at være alene. Ikke ensomt, bare fortravlet. Men nu er livet sket igen. Travlheden har ændret sig, alderen er indtruffet som faktum på en helt ny måde. Jeg har opdaget, at andre mennesker er nødvendige for mig. Pudsigt nok, så er det faktisk også det tema jeg vender tilbage til igen og igen, når jeg skriver: At ingen kan klare sig helt alene, og at ingen kan frasige sig ansvaret for andre. Vi holder hinandens liv i vores hænder.

Jeg har opdaget, at jeg er nødt til at række ud. Så jeg øver mig.

Han skrev, om jeg kunne li´ asparges. For han var ved at drukne i dem. Jeg kender ham ikke særlig godt, men det virkede ikke akavet at svare tilbage, at så ville jeg give en kop kaffe. Han er et menneske, som man er tryg ved.

Det bankede på døren og jeg lukkede op. Udenfor stod en mand som så umanérligt flot ud i sit motorcykeltøj; bukser, jakke, støvler – hele pivtøjet. Hjelmen i den ene hånd og asparges i den anden. Han takkede nej til kaffe, men kom alligevel med indenfor og tog plads i mit lillebitte køkken, ved mit lillebitte spisebord. Flere gange tog jeg mig selv i at tænke, hvor underligt det var, at det ikke var underligt: Der sad et næsten fremmed menneske i mit hjem. Et menneske som var kommet forbi af betænksomhed og som ubesværet delte ud af livsoplevelser.

Da han drog afsted igen, tændte jeg for radioen. Jeg satte mig i solen og lyttede til programmet ‘Din historie’. Jeg tænkte, at hans historier var lige så gode. Jeg tænkte, at mennesker er mere interessante end de er farlige. Jeg tænkte, at jeg har mod på at komme tilbage til det liv, som indbefatter andre derude i verden. Også selvom det kan betyde at de en dag banker på og sætter sig ved mit spisebord.

For ham på motorcyklen var det måske helt normalt. For mig havde det ualmindelig stor betydning. Det er sommetider ikke så meget der skal til, for at kunne mærke det: Livet er bedre, når vi tør tage imod den hånd, som andre rækker frem.
Og asparges, de har aldrig smagt bedre.

Kommentarer