Det smitter

Det smitter!!!!

Så skete det igen. Det er morgen i børnehaven og de første børn er kommet og sidder og spiser morgenmad. Lille Alex klager over ondt i maven og når ikke ned fra stolen før han kaster voldsomt op og samtidig gør i bukserne. Han er selvfølgelig ked af det og græder heftigt. Jeg lægger ham på vores sofa med en pude og en dyne, hvorefter jeg går ind og ringer efter en af hans forældre. Jeg får fat i mor og kan høre på hende at hun godt vidste at Alex ikke var helt frisk i morges, men hun kommer så hurtigt hun kan.
Det er trist at det skal være således ,at det er bedre at blive ringet hjem fra arbejde i stedet for at tage barnets første sygedag. Mange forældre har ikke engang ret til barnets sygedag og må bruge af sin optjente ferie.
Jeg har tænkt meget over hvad det er for et samfund og arbejdsmarked vi byder vores småbørnsfamilier. Det burde være det naturligste i verden at kunne blive hjemme og passe sit syge barn. Men Desværre er det ikke tilfældet og det gør det dyrt for os alle.
Alex når at smitte nogle andre børn og også de voksne, som så igen smitter andre. Det ender nogle gange i en epidemi, der kan være svær at komme til livs, for børnene kommer ofte for tidligt tilbage igen og er ikke altid helt raske og dermed kan det køre i ring.
Vi kunne lære noget om gode forhold for børnefamilier af Sveriges håndtering af børns sygdom. Der er afsat væsentligt flere dage som forældrene kan bruge uden at skulle være bange for en fyreseddel.
Det burde slet ikke være nødvendigt at forældre skal være bange for at miste deres arbejde og så bringer deres børn i børnehave vel vidende at barnet ikke er rask. Flere giver deres barn smertestillende om morgenen, for så mærkes det ikke at barnet er dårligt før omkring middag, hvor virkningen klinger af.
Jeg mener det er en samfundsopgave at give børnefamilier nogle bedre vilkår også når det drejer sig om børns sygdom og forældrenes ret til fravær fra arbejdspladsen uden angst for at blive fyret.

Vores børn/unge minister, som jo selv er mor, må have nogle gode ideer til hvordan dette stigende problem kan imødekommes med nogle muligheder som gør det lettere være børnefamilie i dagens Danmark, så kom bare i gang Mai vi venter spændt på dit udspil.

Kommentarer