Nyskabelse i undervisningen

På vej ind fra skolegården ringer min mobil . En akut sygemelding ”tikker” ind. Jeg ændrer min kurs for at få problemet løst. Jeg ved, at pædagogerne har egen frokost pause kl 12:40, efter de har haft børnene i frikvarteret. Så jeg går over i afdelingen med de ældste SFO børn for at tale med dem. Der er dog ingen tilstede i pauselokalet. Jeg får at vide, af en pædagog på gangen, at der i en af 3. klasserne i timen har været en stor konflikt imellem pigerne. Den er pædagogerne gået hen for at støtte læreren med at løse. En af pigerne er begyndt at slå og kaste med ting. Der går ca. en time før pædagogerne og læreren får styr på konflikten og undervisningen kan begynde.

Min oplevelse er desværre, at det ikke et særtilfælde, at pædagogerne bruger forberedelsestid eller pauser til, at støtte lærerne med at løse konflikter i timerne. Det er ikke i alle klasser, at konfliktniveauet er så højt, som her beskrevet, men jeg hører i mit netværk i skoleverdenen, at der er mange klasser efter indskolingen, (i mellemtrinnet) der har problemer både med trivslen og det faglige. Puberteten begynder for mange børn i 3 – 4 klasse, som betyder, at modstridende følelser og tanker om eget værd kommer til, at fylde meget for børnene. At få børnenes fokus over på noget fagligt kan være svært, når den første store kærlighed har indfundet sig og den udkårne dreng eller pige er tilstede i klassen.

Skolereformens intentioner om, at flere pædagoger i undervisningen skulle være med til at skabe trivslen og mere vedkommende undervisning, er ikke slået igennem i mellemtrinnet. Der er meget få pædagoger i de klasser. Men hvorfor skal der pædagoger i undervisningen? Kan læreren ikke bare skabe mere trivsel og meningsfuld undervisning? Lærerne er fortrinsvis uddannet til at lære børnene bestemte fag, og de er pt. underlagt temmelig store forventninger om opfyldelse af bestemte læringsmål for børnene. Dette forhold medfører, trods gode intentioner, at de to væsentlige faktorer i et godt læringsmiljø nedprioriteres. De to faktorer er relationskompetencer og kompetencer til at lave en vedkommende, meningsfuld undervisning. Den første faktor – relationskompetence, indebærer, at man som medarbejder i skolen, har blik og interesse for det hele barn. Det betyder konkret i samspillet med børnene, at man er oprigtig interesseret i børnenes verden også udenfor klasseværelset og ikke kun har fokus på, om de laver noget, for at lære dagens lærings-mål. Relationskompetencer spiller en meget stor rolle i pædagoguddannelsen og pædagogen har både teoretisk og praktisk et rigtig godt fundament indenfor dette område. Derfor er det oplagt, at pædagogen kan bidrage med meget i mellemtrinnet, hvor der er mange livs-filosofiske forhold i spil. Den anden faktor – en vedkommende og meningsfuld undervisning, som betyder at, undervisningen skal være mere konkret og varieret. Mange børn keder sig i skolen, fordi undervisningen er for abstrakt og stillesiddende. Børnene bliver opdraget til, at være kontorarbejder der skal sidde på en stol hele dagen. Intentionerne var ellers med skolereformen, at dagen skulle blive mere varieret og spændende for børnene, Det er ikke det, der er sket. Det er stort set den samme form for undervisning, der foregår, som er foregået siden opfindelsen af skolen. Det vil sige modellen, et rum, en klasse, en lærer.

Til at støtte læreren med relations arbejdet og skabe en mere varieret undervisning, er det oplagt, at pædagogen får fast beskæftigelse i mellemtrinnet, som i indskolingen. Pædagogen er uddannet til at tænke bredt og kreativ, så derfor vil han eller hende kunne tilføre nye og anderledes vinkler på undervisningsformer.

Et af folkeskolereformens budskaber var, at pædagogen kompetencer skulle bruges som ”løftestang” til afgørende nyskabelser i skolen. Så indfri reformen, ved at ansætte flere pædagoger også i mellemtrinnet.

Kommentarer