Vis mig din flyverdragt

“Vis mig din flyverdragt”
 
Som pædagog i en daginstitution er en flyverdragt et uvurderligt pæd. redskab.
 
Jeg elsker min flyverdragt. 😊 Med den på, kan jeg lave verdens bedste glidende tackling – og det kan der godt være brug for i pædagogisk leg.
 
Foråret er på vej, og snart skifter jeg til fleece og regntøj. Men i dag er der rigtig råkoldt, og jeg er på legepladsen i min gamle flyverdragt.
 
Jeg leger gemme med Asker og Uffe på 3 og 3,5 år.
 
“Skynd jer væk,” råber jeg. “Så tæller jeg til ti.” Asker og Uffe griner højt og løber væk.
 
“Ti… “, råber jeg, “nu kommer jeg.”
 
De er ikke svære at finde, for de stikker hovedet ud af legehuset. Jeg går forbi og råber, “gi’ lyd, sig kuk kuk.”
 
“Kuk kuk,” lyder det fra legehuset.
 
Jeg går hen til legehuset. Går ned på alle fire og siger med min aller bedste “krokodillestemme” “wrooauuu, wrooaaauuu er det her, I gemmer jer, nu bliver I ædt.”
 
Asker og Uffe hviner af fryd og trykker sig helt ind i det fjerneste hjørne.
 
Asker trækker luft ind, stirrer vredt på krokodillen og siger, “stop så krokodille!”
 
Krokodillen siger, “okay, jeg flytter mig lidt, så
I kan komme ud, men jeg fanger jer bagefter.”
 
Asker og Uffe kigger først på hinanden, derefter på krokodillen, som har trukket sig lidt tilbage.
 
Så tager de chancen og flygter.
 
Flugten går henover sandkassen. Krokodillen er lige i hælene på dem. “Wrooauu,” råber den og kaster sig ned i en glidende tackling, der fælder Asker.
 
Krokodillen råber, “nu har jeg dig, nu skal jeg æde dig.”
 
“Neeej,” klukler Asker, da krokodillen kilder ham og triumferende råber “wroauuu” en sidste gang.
 
Vi sætter os op. Uffe kommer hen til os, “jeg vil også ædes,” siger han.
 
Det bliver han. Og kort tid efter er begge drenge klar til at gemme sig igen – legen starter forfra.
 
Med min gamle flyverdragt som pæd. redskab fortsætter jeg relationsarbejdet indtil, vi skal spise frokost.
 
Rigtig god dag til dig… og nå ja…
 
Faglig dømmekraft og pæd. egenværdi længe leve.

Kommentarer