Da pædagogik var et kald

Optimismen var stor da den sidste eksamensopgave på seminariet var afleveret. Tænk man nu professionelt kunne gå ud i verden, og gøre en kæmpe forskel for en masse børn og unge. Pirrer deres nysgerrighed. Få Olivers øjne til at smile om kap med den begejstring hans krop oplever, når vi eksperimentere med vand på legepladsen. Selvfølgelig indtil Jens smider vand ned i hans gummistøvler. Helsingvis er der tid til at trøste Oliver. Finde et par tørrer strømper. Sidde på hug og se ham i øjnene. Så småt kommer smilet tilbage i hele ansigtet – vi blev jo slet ikke færdige med de eksperimenter og legen med vand.

Et eller andet sted i de mange bøger på seminariet var der noget om, at vores fornemste opgave som pædagoger er at lede barnet derhen, hvor det kan begejstres. Så kan det nemlig tilegne sig ny viden, alene fordi det er så spændende, at det slet ikke kan lade være. Oliver kunne heller ikke lade være. Kombinationen af begejstring, nysgerrighed og omsorg. Det er kerneopgaven.

Den lærerige, sjove, interessante tid på skolebænken overbeviste mig om at pædagogikkens lykkesagligheder var mit kald. Det mest betydningsfulde job i verden. Ikke engang det faktum at bankfunktionærer tjener mere for at passe på folks penge, end jeg gjorde for at passe på det mest dyrebare de har, kunnet få glæden og stoltheden til at krakelere.

Ude i den virkelige verden var noget anderledes.

”Sylten”, Henning Cristoffersen, formand for partiet venstre, proklamerede at den offentlige sektor skulle gøres både effektiv, bedre og billigere. På et nanosekund, sådan virker det, blev den offentlige sektor ramt af en New Public Management-virus. Fokus på lederskab med stort L. Et udansk koncept, som måske er ganske glimrende i virksomheder der producerer varer. Men børn er ikke produkter og vist har de ressourcer, men de er ikke ressourcer. Smarte konsulenter har bildt politikerne ind, at der kommer en bedre offentlig sektor ud af det, når man styrer den instrumentalt og sætter læringsmål højere end dannelse og indfører test på test for at se, om målene er nået.

Institutioner blev ramt af rammestyring, som i bedste fald kan kaldes decentral centralisme. Ansvaret ud til lederen. Magten til Christiansborg, hvor kontrol blinker med fede bogstaver. Tillid, fællesskab og omsorg er erstattet af driftsoptimering, akkreditering og teknokrati. Institutionerne er ramt af en evalueringsfeber. Evalueringer som er blevet legitimation for beslutninger der skal træffes. Som regel med besparelser til følge. New Public Management fjerner fokus på det nærvær Oliver havde så meget brug for.

New Public Management sætter relationer på formel. Nogen mener vi har lagt New Public Management bag os. Men resterne præger forsat pædagogernes hverdag. Institutionen er ganske vist ikke ramt af pest, men af noget der ligner, nemlig af et ufatteligt usundt måle-tyranni, der breder sig fra institutionen, til skolen, til universitet og er i færd med at kvæle glæden og begejstringen for Oliver og hans allerbedste venner på legepladsen. Og for pædagogen.

En pædagog der er ganske forståelig overfor at bundlinjen skal se pæn ud, at udvikling ikke kan stoppes osv., men det han troede var et kald, blev i virkelighedens verden et Excel ark.

Kommentarer