Indsats til familier i udsat position – nytter det?

I Danmark er vi stadig ikke dygtige nok i forhold til at bryde den sociale arv.

Igennem mine mange år som dagtilbudsleder og leder af resursekorps, har jeg erfaret, at der alt for ofte mangler koordinerede mål og tiltag, når familier i udsat position og flere professionelle fagligheder arbejder sammen i forhold til barnets trivsel, udvikling, læring og dannelse.

Jeg har kendskab til familier, der har haft mange og flere professionelle indsatser, som alligevel ender med anbringelse af deres børn –

Anbringelserne har fået mig til at tænke tilbage på to drenge fra min barndoms gade, som havde nogle rigtige dårlige kår. Jeg mødte dem sidste sommer uden for en festivalplads – meget højtråbende og påvirket. Det var et trist møde, begge er psykisk syge og ikke længere i arbejde. De spurgte, om jeg kunne huske, at deres mor også var psykisk syg. Det kunne jeg ikke, men jeg kan huske, at de drenge ofte var sultne, den ene tissede i bukserne, hjemmet var beskidt og de havde værelse i et pulterrum uden dagslys m.m. Ofte spiste de med hos os, men hvorfor gjorde skolen, underboen eller mine forældre ikke noget for at den familie fik professionel hjælp – I dag underrettes der langt mere, og der bruges mange penge på indsatser i familierne, men den sociale arv er stadig rigtig svær at bryde.

Jeg tænker, at vi skal starte i toppen og politisk hurtigst muligt prioritere en flerfaglig lederuddannelse.

Silo strukturerne, der er skabt i de danske kommuner skal nedbrydes. Ledere skal kunne lede flere forskellige fagligheder, uden at fagfagligheden går tabt. Familien og alle professionelle skal være langt mere koordineret på konkrete mål og tiltag – vækstmodellen anbefales.

Kommentarer