Du bliver ekspert i udvikling af og med mennesker.

Line står midt på gulvet i kontoret. Tårende løber ned af hendes kinder. Jeg når lige at tænke;

Pokkers også, det har jeg ikke lige tid til.

Èn af pædagogerne kigger ind i kontoret og siger; ”Det her håber jeg lige du vil tage dig af” ??!! Line stod på toilettet og græd.

Line fortæller, at hun på legepladsen har haft konflikt med Rasmus og Jeppe. Ingen af dem vil høre på hvad hun siger, de slår videre på hinanden. Begge drenge græder, hiver i hinanden, i håret og tøjet.

Til sidste løber Line ind for, at få fat i en pædagog.

”Jeg er slet ikke skolet i det her !!, – hvorfor lytter de (drengene) ikke til mig? hvor hårdt må jeg tage fat i de drenge? Jeppe sparkede og rev mig;” – og hun viser rifter på begge hendes arm.

Lines røde smukke hår flagre om hovedet på hende, mens hun grædende fortæller videre.

I mødet med praksis bliver mange pædagogstuderende demotiveret ja næsten pro-udbrændt. Uddannelsesdelen på seminariet modsvarer desværre ikke den virkelighed, de studerende skal ud og være en del af, nemlig praksis.

De studerende er ganske enkelt ikke rustet til den virkelighed der venter dem. Modsat kunne et kvalificeret spørgsmål være; om vi, institutionerne er klar til, at modtage dem på den præmis, der er os givet?

I bekendtgørelsen står bl.a.

Du bliver ekspert i udvikling af og med mennesker.

Uddannelsen ruster dig til at håndtere det ansvar, der ligger i at være omdrejningspunkt i mange menneskers liv.

Du bliver ekspert i relationer, og du bliver klædt på til at arbejde professionelt med socialisering, udvikling, omsorg og pleje.

Undervisningsministeriet udstikker rammen for den pædagogiske uddannelse som gudskelov nu, er højnet til én bacheloruddannelse.

Dette imødeser jeg med glæde.

Dog oplever jeg ofte, at teori og praksis bliver nærmest dualistisk i de studerens optik. Hvor er sammenhængen? Er der en sammenhæng?

De uddannelsesmæssige krav der stilles de studerende på uddannelsesinstitutionen, tangere et næsten udelukkende akademiske niveau, så den hverdag de studerende har i auditoriet, ligger uendelig langt fra den praksis, de skal være en del af.

Det er væsentligt at kunne reflektere, perspektivere, og ikke mindst, at kende de store tænkeres tanker.

MEN interaktionens kunnen, det håndelag der også skal til, den forståelse der gavner barnet eller situationen, må ikke underkendes i den akademiske tilgang til faget.

Der skal, i den pædagogfaglige uddannelse skeles mere til praksis end hidtil netop for, at matche de udfordringer de studerende mødes med.

 

Kommentarer