Når data dræber det gode håndværk

Det er fredag og Havørnegruppen er ved at gøre klar til teammøde. Dagens dagsorden er trivsel- og læringsdata. Vores data er kommet tilbage og vi score under middel i tal, begreber og drengene mistrives.
Jane der er souschef i børnehaven leder teammødet og står ved tavlen klar til at skrive refleksioner fra gruppens diskussion ned.
Hun starter med at spørge ind til de oplevelser personalet har haft med børnene i ugens løb og det viser sig hurtig at der er noget andet end tal og bogstaver på spil. Anna har det ikke godt.
Hun er i konflikt med børn og voksne, gæder ofte ved aflevering og der kommer forældreklager over hendes adfærd. Deres børn fortæller at Anna slår og skubber.

Jeg synes fint om data som udgangpunkt for den pædagogiske udvikling. De daglige iagttagelser og refleksioner som pædagoger laver giver stor viden omkring børnenes udvikling og de tiltag der skal tages.

Der er noget galt når vi som fagpersoner sætter vores faglighed på stand-by og erstatter det med kolde tal fra en undersøgelse. Evnen til kritisk at forholde sig til egen og kollegaer praksis erstattes med en median i en graf og refleksionen forstummer – forskeren giver os det klare svar på hvad vi skal arbejde med.

Der er brug for at vi står ved vores kompetencer og kommer med et kvalificeret bud på hvordan læring og dannelse for barnet også kan praktiseres. Det pædagogfaglige håndværk udfordres dagligt af politikere, forskere og andre meningsdannere under parolen “når det ikke er fakta må det være synsninger”.

Kunne det tænkes at det der betegnes som synsninger er det jeg som leder betragter som pædagogisk håndværk. Års erfaringer der giver pædagogen mulighed for at navigere og træffe kvalificeret beslutninger. At dialogen og den pædagogiske refleksion i hverdagen er med til at give børnene de bedste muligheder for at udvikle.
Jeg har endnu ikke mødt en pædagog der ikke var villig til at få sat sin praksis i perspektiv, men det kræver selvfølgelig dygtige pædagogiske ledere der har tid og evne til at udfordre den pædagogiske tænkning og praksis.

Jeg har en drøm om at vores fornemmelse for et barn har samme vægt som data generet i en maskine. Og ja vi bliver nogle gange blinde på vores egen praksis og anerkender fuldt ud at mine øjne har sorte pletter så der er brug for andre alternativer.
Jeg har ikke nødvendigvis svaret men i stedet for blindt at stole på tal er jeg sikker på at vi i dialog kunne finde en god model og ikke mindst løsning der kan løfte børnenes udvikling.

Kommentarer