Giv os meningen tilbage

Kære kommunalpolitikere.

Hvornår giver det mening igen?

Jeg skriver dette indlæg som forælder og fagperson. Efter 20 år i den offentlige institutionsverden, må jeg konstaterer at det er svære vilkår at bedrive forsvarlig pædagogik, i en dansk fritidsinstitution i dag.

Opgaverne i den offentlige sektor er ekspanderet, løsningerne er blevet meget mere komplekse men midlerne til at få det til at hænge sammen, er ikke fulgt med i samme takt. Derfor oplever vi år efter år, at vi skal forholde os til besparelser, reduceringer, effektiviseringer og andre reguleringer, der skal sikre at der er råd til det hele. Men der er en nedre grænse for hvor meget vi kan skærer, før det ikke længere hænger sammen, hvor vi ikke længere kan forsvare det vi gør, kan gøre og det vi står for. Og den har vi overtrådt!

Jeg oplever som afdelingsleder i en fritidsklub, næsten dagligt personaler, der spørger ind til forskellige forhold, der dybest set skyldes, at der er skåret og besparet.

Den anden dag starter dagen med personalemøde. Britt spørger ind til hvornår vi kan forvente at se vores leder (som leder 3 afdelinger), da hun har brug for at tale med hende. Lidt senere på mødet skal vi forholde os til et høringssvar vedr. de kommende budgetforhandlinger, hvor der igen er forslag om heftige besparelser. Efter mødet halser pædagogerne over på skolen, for at have spisning og bevægelse med børnene, efterfulgt af deltagelse i forskellige lektioner. Når så skolen er overstået, kommer Sanne med en frustration til mig over at hun fra næste uge ikke længere skal have sin klasse, som hun har været på i 2 år, pga. nogle besparelser. Derefter starter klubdagen, hvor vi med 2 syge medarbejdere, kun kan få det til at hænge sammen ved at ingen rigtigt fordyber sig i aktiviteterne, men i stedet er på benene og sikre at vi hjælper hinanden med at få praktikken i huset, til at hænge sammen.

Dette er ikke nogen atypisk dag – det er ganske ofte det er sådan. Et hav af forskellige forhold rammer pædagogerne, på fagligheden og på menneskeligheden. Vi skal forholde os til nye organisationsstrukturer, med fjernledelse, kontinuerlige besparelsestrusler, der år efter år, hænger som bødlens økse over hovedet, en hverdag der er delt i deltagelse i skolen, hvor der er mange forhold som det er svært at finde mening i, samt en hverdag i klubben på gulvet, hvor ressourcerne er så knappe, at den basale pædagogiske tilstedeværelse og det at være et fritidstilbud, hvor der er nærværende voksne, trues af en struktur, der er så presset af ressourceknaphed og katastrofale normeringer, at det kan være svært at se sig selv i spejlet om aftenen og sige til sig selv at man har gjort hvad man kunne, når det bare ikke rækker. Når man ikke føler at man kan nå at være der for de børn, der netop har brug for at der er nærværende, nysgerrige pædagogiske voksne, som er i øjenhøjde med dem. Som ser dem, som anerkender dem for dem de er og som løfter dem.

Børn har brug for pædagoger som har tiden og lysten til at være der for dem og som ikke er presset i knæ af en bred vifte af forhindringer. Ingen børn fortjener en stresset pædagog.

Så kære politikere: I er nødt til at handle -NU. Grenen vi sidder på knækker om lidt! Aldrig har så mange danskere været stressede. De ”ikke robuste” knækker som kviste i vinden. Børn som skulle have hjælp, glider gennem vores fingre, fordi vi har for travlt til at se dem. Både børn og voksne er tabere i dette show. Det duer ikke, så giv os venligst meningen tilbage!

 

Lasse Micha Pedersen

Pædagogfaglig afdelingsleder

 

Kommentarer