De halve børn

Skolereformen har sat sine spor i fritidspædagogikken. Læring, i kognitiv forstand, er blevet det nye buzz-ord. Hvem ledsager purkene på rejsen fra barn til ung? Skolereformens indtog med længere skoledag mener jeg, har gjort livet svært for mange af de elever, der i forvejen ikke var stor fan af skolen.

Her 3 år efter reformen er der stadig debat om det nu var klogt med en længere skoledag. Også på Christiansborg. Jeg tror de bogligt svage elever er taberne i denne reform. Hvis de i forvejen havde et lavt selvværd, så er mange elever her 3 år efter helt uden. Dels fordi skoledagen er længere, og dels fordi deres fritidstilbud er reduceret. Den uformelle læring og dannelsen har mistet værdi. Det koster på selvværd, som bygges af relationer og små sikre synlige successer. Ikke på smart-boards alene.

Vi har netop modtaget de børn der startede deres skolegang hånd i hånd med reformen. Silas var en af dem. Opstarten i klubben var et stort skidt for Silas. Ofte satte han sig med jakken på. Klar til at gå. Klubpædagogen havde i skolen lagt mærke til at Silas i frikvarterene ofte legede alene med sig selv og en bold. Silas prøvede jongleringens kunst og nåede sjældent mere end 3 på foden. Klubpædagogen, der i nogen tid hvad forsøgt at opbygge en relation til Silas, tog den dag en bold under armen og spurgte om Silas ville spille. Blottet for selvværd, og med øjnene stift rettet mod gulvet, skulderne hængende slap ned langs siden, traskede Silas ud på boldbanen. Relationen mellem Silas og pædagogen var styrket. Silas fik mod på at øve sig. Han var flittig. Hver mandag kom Silas til pædagogen og fortalte hvor mange han nu kunne få med både fødder og hoved. Med hjælp fra klubben blev Silas meldt i ind fodboldklubben, nåede 1. holdet, og fik en masse gode kammerater. Silas har det fortsat svært i undervisningen.

Umiddelbart ligger der gode intentioner i skolereformen, men det er som om den ikke er udmøntet. Langt henad vejen ser jeg fra sidelinjen, sammen med mange forældre i øvrigt, mere af det samme i skolen, men mindre af det relationsarbejde i klubberne, som er en væsentlig del af børn og unges dannelse. En væsentlig del af den rejse hvor børnene drager mod et voksent liv. Lige der hvor deres personlige kompetencer skal stå sin prøve i et krævende uddannelsessystem og senere arbejdsliv. Mekaniker eller advokat. Stadig grundlæggende for et hver barns udvikling på vejen mod et ungdomsliv. Læring sker alle steder, og hvorfor må de ikke have det sjovt imens – på deres egne præmisser.

Netop relationens betydning har Louise Klinge, adjunkt på Metropols læreruddannelse, så fint beskrevet i sin ph.d. – »Den gode lærer giver eleverne en følelse af, at de har betydning for hende som lærer. Både professionelt ved at gøre undervisningen vedkommende, og menneskeligt ved at vise, at hun interesserer sig for dem. Børnene sidder der jo som hele mennesker – ikke bare som elever – jo mere læreren behandler dem som individer, jo bedre elever er de«.  Jovist med fokus på relationen mellem læreren og eleven, men netop relationen er pædagogens spidskompetence, og bør i langt højere grad bringes i spil i klubben. Der hvor børnene sætter dagsordenen for deres egen læring.

I og med der til stadighed er en debat om skoledagens længde på Christiansborg kunne det være en ide at KL fik indhentet synspunkter fra såvel pædagoger som forældre. Det vil være oplagt at drage de perspektiver ind i det følgeforskningsprogram der løber frem til 2020, og som der er afsat 75 millioner til. Samfundet har brug for mennesker i trivsel. Mennesker med socialkompetence, samarbejdskompetence og handlekompetence.

 

 

 

Kommentarer