Min fredag som superhelt

Efter en 8 timers dag på arbejde, hvor jeg både har leget maraton løber, kommunikationskonsulent, par terapeut, rådgiver i sundhed og ernæring, psykolog, og pædagog, når jeg endelig hjem.

Smider overtøj og sko i gangen. Sætter direkte kurs mod køkkenet, hvor jeg trækker rødvin op med den ene hånd, og ringer for at bestille pizza med den anden hånd. Går ind i stuen, kaster røven i sofaen og smider benene op på sofa bordet.

Refleksion over dagen begynder… Hvor skal jeg starte? Måske med forældresamtalen, hvor mor ender med at bryde sammen, og fortælle hvor depressiv hun føler sig? Eller uenigheden mellem to kolleger, hvor jeg stod i midten og afprøvede rollen som mægler? Eller jeg kunne starte med min egen følelse af utilstrækkelighed over alle de gange jeg har været nødt til at løbe fra stuen.. Og væk fra børnene. Måske samtalen i garderoben mellem to mødre, der diskuterer sunde madpakker og sukkerpolitik, og gerne vil have min holdning med på vejen?  

Det ringer på døren, og pizzaen er endelig fremme. Den smager himmelsk, og giver mig lidt tiltrængt energi til at fortsætte mine overvejelser.

Jeg kunne jo også starte med snakken med den nyskilte far, som har brug for lidt vejledning i forhold til konflikt med eks kæresten? Eller moderen der ringer for at fortælle om sin datters udslæt, så jeg kan vurdere om det er skoldkopper? Der var også planlægning af et barns kommende indkøring i børnehaven, et forældrepars frustration over at deres barn ikke sover igennem, mit forsøg på at være anerkendende og inkluderende i farten enten ud af stuen eller igennem den, tiden på at finde vikarmappen, og ikke mindst tiden på at ringe rundt for at finde en vikar.

Jeg bliver forpustet af at tænke tilbage. Føler mig som en superhelt med overnaturlige kræfter, og tænker om det er virkelig er det jeg er? Kræver det superhelte kræfter at være pædagog i dagens Danmark?

Vælger at drikke flasken ud… refleksion må vente.

Nu er det weekend!

Kommentarer