Kald det kærlighed!

“Åh uh åh….. der findes ingen ord – ingen ord, der helt slår til”
Død, sorg og svære følelser. Tabuer er der nok at tage af, men hvordan med kærligheden, går den fri?
Børn tilbringer mange timer i daginstitution og har i den grad brug for omsorg og kærlighed – også selvom det udfordrer os som pædagoger.
Det er mandag eftermiddag, kl. er 15.30, og jeg er i det rum, som er indrettet til fysisk aktivitet. Mellem gyngende og rutsjende børn har Peter, Kalle, Hans og jeg lige afsluttet en sjov og vild slåskamp. Nu ligger vi på en af de store madrasser og snakker.
Hans ligger lige ved siden af mig.
Jeg kigger på Hans, og selvom vi har talt om det mange gange før, siger jeg: “Hans, ved du hvad, jeg kan huske den allerførste dag, jeg var her i børnehaven. Da kom jeg til at sidde og spise ved siden af dig. Du var lige fyldt 3 år dengang.”
Hans smiler bredt, ser på mig og lytter med stor opmærksomhed, da jeg fortsætter…
“Og så spurgte jeg dig, om du ikke ville have en rugbrødsmad mere? Du kiggede på mig med store øjne, og var meget stille nogle sekunder, og så gav du dig til at græde rigtig, rigtig højt. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Så jeg sagde, at du gerne måtte komme over til Berit og sidde.”
“Hvem er Berit?” spørger Hans. Jeg svarer, “Berit var en voksen, men hun stoppede i børnehaven, lige efter jeg startede.”
Hans smiler igen. Han ligger lidt – helt stille uden at sige noget.
“Og tænk,” siger jeg og griner lidt. “Nu kan vi slås helt vildt og lave alt muligt andet sammen! Er det ikke sjovt?”
“Jo”, siger Hans. Han er stille lidt igen, så drejer han hovedet og ser mig direkte ind i øjnene, “Trine, Jeg elsker dig.”
“Øh…” siger jeg, og ved i første omgang ikke helt, hvad jeg skal sige, så fortsætter jeg, “Ved du hvad, jeg kan sørme også rigtig rigtig godt lide dig Hans.”
“Nej, siger Hans bestemt, jeg elsker dig virkeligt!”…. mine ord slår ikke helt til – så hvad skal jeg gøre nu?
Hvis du er nysgerrig på, hvad jeg gjorde, fortæller jeg det gerne.
Hvis du arbejder i daginstitution, har du måske oplevet noget lignende. I så fald, hvad gjorde du?

Kommentarer