Er institutionslivet blevet virkelighedens Robinson ekspedition?

De fleste kender konceptet; en gruppe mennesker sejles ud til en øde ø. De har begrænsede midler, kommer fra forskellige steder og skal, under forløbet, løse en masse opgaver og samarbejde for at finde én vinder.

Som pædagog, med virke i folkeskolen og i et fritidstilbud, ser jeg en skarp parallel til vores dagligdag i det danske institutionsliv.
En parallel fra en udsultet gruppe på en øde ø, til en udmattet gruppe ansatte i de danske institutioner. Så leg med, når jeg nu vil fortælle om virkelighedens Robinson ekspedition, en ekspedition, der hver dag udspiller sig i institutionslivet.
Vi er ligeså en gruppe mennesker, der samlet skal løse en opgave, til tider på tværs af faggrænser. Det kunne være, at sikre børns trivsel, læring, dannelse og udvikling, eksempelvis i folkeskolen.
Midlerne er begrænsede. Det gælder altså om, at være den, der er mest kreativ ifht problemløsning, for at komme i mål.
Ligesom på øen skal vi have evnen til at samarbejde og se muligheder i et ellers udtømt miljø.
På øen kommer der ind imellem en bonus, hvis man præsterer rigtig godt i dysten, hvor to hold kæmper mod hinanden. I virkeligheden kunne denne bonus være; hvilken faggruppe vinder denne gang og er sikret stillinger i næste prikkerunde.
Det hold, der taber, må se til, at nogle andre for en stund nyder godt af præmien, indtil næste dyst, hvor det hele måske vendes på hovedet. Mellem dysterne skal begge hold arbejde sammen på tværs, og stadig løfte opgaven på bedste vis, så lejren/institutionen er i harmoni, og der er udvikling at dokumentere.
Ingen kan vide sig sikre, da der hele tiden kommer nye udfordringer i gamet.
På øen samles man ugentligt til ø-råd. På institutionerne kaldes dette personalemøder, afdelingsmøde, tværfaglig sparring mm. Her er der mulighed for at pege på, hvad der ikke fungere, eller hvem, der ikke bidrager nok, til at løse opgaven.
Det er nemlig ikke nok, at tyngden af opgaver, der hviler på vores skuldre, vokser og kræver et særligt overblik, som det forventes, at alle besidder. Nej, vi skal også kunne pege på den eller de, der ikke præsteres som forventet. Hele dette munder ud i jævnlige afstemninger, som man på øen tager i fællesskab. I institutionen bliver det en ledertjans, at pege på den, der nu ikke længere, skal være her. Nu er vi nemlig igen for mange til at udføre opgaverne, og derfor må vi af med nogen.
Og så gælder det så om, at blive endnu mere kreativ, for de, der er tilbage.
For en stund er der ro på, efter en afsked. En ambivalent situation, hvor man er lettet over, at man selv stadig er tilbage, men berørt af en andens afgang.
Spillets bagmand lover nu, at der vil være ro på situationen en periode. Nu bliver vi ikke færre.
Men dette er blot en hvilepude, for nu skal lejren brydes op. Alt, hvad man hidtil troede var blevet en fast base, skal nu laves om. Der skal laves en ny lejr, som skal være større, bedre og med meget færre mennesker til at bygge og bemande den. Arbejdsopgaverne i den nye lejr bliver dog ikke mindre, tværtimod, men igen spiller kreativiteten ind og alle gør, hvad de kan, for ikke at bliver stemt hjem til næste ø-råd.
Det er væsentligt at pointere, at spillets bagmand, ALDRIG SELV er en del af selve gamet, og derfor ikke ved, om det, der forlanges af deltagerne, er foreneligt med ressourcerne.
Når spillet på øen langt om længe er slut, er der kun én tilbage. En udsultet, udmagret og fysisk og psykisk drænet vinder, der kan modtage trofæet. Èn, der har formået at holde sig tilpas neutral når dette krævedes og alligevel være så markant og fremtrædende, at andre er blevet slået ud.
Præmien er, udover trofæet, en pengebonus, som skal opveje den dårlige samvittighed, der sidder i kroppen, over at man er gået på kompromis med sine idealer, visioner og menneskesyn.
Hvilken bonus venter der mon i institutionerne?
Flere ressourcer, flere hænder, mere tid, mindre dokumentation og tid til nærvær i stedet for test? Spørgsmålene er mange, og til tider vil nogen måske få lysten til at stemme sig selv hjem, da det tærer hårdt på én at deltage. Men håbet om, at der skulle vente en bonus til slut og at dette blot er et midlertidigt game, får mig til at blive.
Håbet om, at det snart vil gå op for spillets bagmænd, at livet som deltager i et gameshow ikke kan sidestilles med livet i institutionerne, og at gamet nu har varet længe nok. På øen er man ansvarlig for sit eget liv, valg og måde at spille spillet på. I institutionslivet er det andre menneskers liv, trivsel, læring, dannelse og udvikling, der står på spil.
Hver dag er vi mange, der gerne vil lave den bedste lejr og stadig er kreative og gør vores bedste, for at det ikke kommer til at påvirke de mennesker, vi har med at gøre i vores hverdag, men hvis gamet er som på øen, er vi snart ikke flere tilbage og jeg mener personligt at det sidste ø-råd og den sidste afstemning har været afholdt i institutionerne! Så sæt i gang – vis mig virkelighedens bonus efter en ihærdig indsats!

Kommentarer