Man må altså ikke lyve!

IMG_0187

Jeg ved godt, at mit job betyder, at jeg skal lære en masse børn om moral og etik. Om rigtigt og forkert, og om hvordan man i det hele taget begår sig i samfundet, og er en god ven og et menneske med værdi for sig selv og andre. At jeg skal være den, der er oprigtig og korrekt og viser vejen. Men jeg er også blot et menneske, og humor og fantasi er en stor del af mig, og det smitter af på mit arbejde.
Jeg har en forestilling om, at børnene på min ”fritter” tror, at jeg har verdens største køleskab, for hver gang jeg får en tegning, fortæller jeg glad, at den skal hjem og hænge netop der. Sammen med alle de andre.
Måske tænker de også på, hvordan jeg er derhjemme, for jeg har fortalt dem, at jeg kun er et menneske, når jeg er på arbejde, og når jeg kommer hjem, forvandler jeg mig til Pichacu eller gør mig så lille bitte, at jeg kan sidde på mit dørtrin og dingle med benene.
Min mor henter aldrig mig fra ”fritter”; nogle gange er det fordi jeg bare er ”selvbestemmer”, andre gange fortæller jeg, at jeg, som den eneste i Danmark, har født mig selv, og derfor ikke har en mor.
Jeg fortæller dem, om dengang min mormor stod ved floden i Afrika og var ved at fylde sin drikkedunk, kun iført badebukser og fik øje på en krokodille, som hun så skød med sin pistol og tog med tilbage til Danmark, og nu har givet til mig.
Eller jeg spørger, om de så mig i tv forleden, da jeg var baggrundsdanser i MGP eller x Factor.
Jeg lyver så vandet driver, og børnene elsker det. Nogen gange er min løgn så tydelig, at det er et under, at jeg kan holde masken og det sker også, at jeg må give fortabt og så griner vi alle højt.
Andre gange kan jeg godt se, at børnene bliver i tvivl om fup eller fakta.

Min pointe er, at jeg synes, det er så vigtigt, at vi voksen også selv husker at lege og finde på. At udfordre det kreative og sjove. At sætte spørgsmål ved, hvad der er rigtigt og forkert på en hel ufarlig og sjov måde. At få børnene til at tænke over, om det nu virkelig passer eller ej og i så fald, hvordan det hænger sammen.
Man kan næsten ikke blive voksen for hurtigt i dag og børn taler tit om, hvad de skal, når de bliver voksne. De er slet ikke klar over, hvor kedeligt, det faktisk tit er og hvilke privilegie det er, at være barn og kunne finde på historier og halløj. Måske er det derfor, jeg ikke har sluppet det helt, i en aldre af 38, men jeg tror på, at det er sundt at bevare sin barnetro så længe som muligt, og jeg holder fast i, at både Tandfeen, Påskeharen, Julemanden og Ole Lukøje findes. Og skulle der være et barn, der får gang i de små grå hjerneceller og tænker over de historier, jeg fortæller med et glimt i øjet, så synes jeg faktisk også, det er en del af mit virke og en opgave, jeg som pædagog, har løst.
Så har jeg formået at prikke lidt til nysgerrighed, fantasi og kreativiteten. Og ja, jeg ved dag godt, at jeg ikke må lyve ; det siger min mor også, men det er nu stadig meget livsbekræftende når et barn i slutningen af 3 klasse spørger mig; ”du er ikke rigtig Pichacu vel?”

Kommentarer