De delte børn.

“Jeg ville ønske, det ikke var så almindeligt, for så var der måske flere der ville tale om det.”
Sådan lyder et citat på siden “Delebørn – hele børn” (Center for familieudvikling). Her fremgår det, at ca.1/3 af alle danske børn oplever, at mor og far går fra hinanden, inden børnene er fyldt 18 år.

Mange skolebørn har det almindelige, men svære, tilfælles: De er skilsmissebørn.

Konfliktfyldte skilsmisser er altid de vanskeligste, men selv børn i ukomplicerede skilsmisser, hvor mor og far er enige, kan opleve sorg, savn og en følelse af tab. At mor og far har styr på biler, bodeling, samarbejde og samværsordning er ingen garanti imod at mærke svære følelser og have vanskeligt ved at håndtere dem. Derfor foreslog jeg for et års tid siden, at vi på vores skole skulle oprette en samtalegruppe, hvor skilsmissebørn, som havde behov for det, kunne mødes. Jeg drøftede selvfølgelig først med kollegaer, hvorvidt det ville være en god idé. Herunder kom vi ind på dilemmaer som: Er det overhovedet en skoleopgave? Skal vi blande os i noget som hører privatlivet til? Jeg nåede frem til, at det (også) er en skoleopgave. Ihvertfald i det øjeblik tankerne og følelserne betyder, at børnene ikke kan koncentrere sig i timerne eller ændrer adfærd og trækker sig fra fællesskabet. Og vi, der har profesionelle relationer til børnene, skal blande os. Fordi børn er hele mennesker. Dét derhjemme, det påvirker også, når børnene er i skole. Og alle voksne har et medansvar for børns udvikling og trivsel. Så jeg lavede aftaler med lærerne, oprettede gruppen og slog tilbuddet op på forældreintra,

Gruppen blev så stor en succes, for de børn som deltog, at jeg oprettede endnu en gruppe i dette skoleår. For kort tid siden afsluttede jeg skilsmissegruppen version 2 og har nu evalueret sammen med børnene. Selvom der er plads til forbedringer, så fortæller børnene også, at det har været rart at være i gruppen. Flere forældre har skrevet til mig undervejs i processen og fortalt, at deres børn har talt om gruppen hjemme og har været glade for den. En af meldingerne lød endda, at et barn fik højere selvværd af at komme i gruppen.

Jeg udøver ikke terapi i gruppen, men tilbyder et fællesskab, hvor børnene kan dele tanker og følelser. Et fællesskab, hvor de gerne må græde når det er svært, eller sige at fars nye kæreste er helt vildt sød. Uden at nogen skal synke en klump i halsen. I gruppen kan børnene fortælle om egne erfaringer og give hinanden gode råd. Frem for alt oplever de, at de ikke er alene. Sommetider fortæller børnene noget, som deres forældre bør vide. Så snakker vi om, hvordan de selv kan sige til forældrene, eller hvem der eventuelt kan hjælpe med at få det sagt.

Den gruppe, jeg netop har afsluttet, var ikke klar til, at vi skulle sige farvel til hinanden. Så de aftalte, at de stadig skal mødes. Foreløbig i et frikvarter hver anden uge, hvor de enten vil lege sammen eller tale sammen. De har opbygget noget værdifuldt på tværs af klasser og årgange – de vil passe på hinanden.

Børn som har deltaget i samtalegrupperne, har blandt andet sagt:

– Jeg har lært noget om andre.

– Jeg troede, jeg var den eneste som havde det sådan.

– Det er godt at have nogen at dele tanker med. Jeg tror ikke at dem, der ikke er skilsmissebørn kan forstå det lige så godt, fordi de ikke har prøvet det, og ikke ved hvordan det er.

– Det sorte hul i maven er blevet mindre.

Grupper som denne er udover, hvad vi tidligere har tænkt som traditionel skole, men samfundet og børns levevilkår har også ændret sig drastisk. Jeg håber, at vi på skoler rundt omkring i landet, vil tilbyde mere af den slags i fremtiden. For børnenes skyld.

/
Indlægget blev bragt i AKTbladet, april 2017

Kommentarer