De uopdragne, de irriterende og dem med snot ud af næsen

Det er i relationen vi mennesker udvikler os – sammen og hver for sig. Relationer er det vigtigste redskab i pædagogisk arbejde, og i relationer hører der følelser med. Følelser, som vi har pligt til at forholde os til og tackle.

En elev spurgte mig engang:
“Hvad gør du egentlig, hvis der er et barn som du ikke kan li´?”
Før jeg nåede at svare, sagde en anden elev:
“Sådan må hun ikke ha´ det!”

Det sker heldigvis meget sjældent, at jeg møder børn, som jeg ikke bryder mig om. Men hvis Johan har kaldt mig en so flere uger i træk og ikke gider have noget med mig at gøre, uanset hvor meget jeg end anstrenger mig, så rammer det en ubehagelig følelse af utilstrækkelighed hos mig. En følelse som jeg skal vedkende mig, for ikke at give Johan ansvaret for vores manglende relation.

Som lærere og pædagoger kan vi ikke undgå sommetider at opleve, der er et barn, som vi bryder os mindre om end andre. Ofte handler det om, at barnet udfordrer vores tålmodighed ekstra meget. Men fordi vi er professionelle, skal vi alligevel formå at møde det barn med præcis samme respekt, nysgerrighed og omsorg, som vi møder alle andre børn.

Henover sommeren 2016 kørte der i medierne en heftig debat om, hvorvidt pædagoger måtte kysse børn på kinden. Sammen med kollegaer har jeg tidligere diskuteret, hvornår et barn er blevet for gammelt til at sidde på skødet. Og jeg har igennem mine 20 år som uddannet pædagog, flere gange hørt fra både ledere og kollegaer, at jeg skulle passe på med at komme for tæt på børnene. De har ikke talt til mig om den fysiske nærhed, men om den relationelle nærhed. Debatten, om den professionelle distance som nødvendighed, handler om at vi ikke må komme for tæt på dem, som vi har ansvar for. Hverken på den ene eller den anden måde.

Jeg mener, den modsatte debat er langt mere interessant: Hvad gør vi, når vi møder børn som virker frastødende på os? Og hvad stiller vi op med de børn, som ingen har lyst til at være tæt på?

Jeg har aldrig forstået, hvordan en positiv og nær relation kan være noget dårligt. Jeg vil ikke afvise børn, som forsøger at komme følelsesmæssigt tæt på mig, når jeg er på arbejde. Jeg afviser heller ikke Louise på 11 år, når hun kommer grædende hen til mig, selv sætter sig op på skødet af mig, og lægger armene om min hals, mens hun ryster over hele kroppen. For jeg ved, hun gør det, fordi hun er blevet bange og har brug for tryghed.

I mine øjne er det ikke de positive følelser eller omsorgen, vi skal frygte. Det er det modsatte: Det er, når vi afviser Oliver, fordi han altid har snot ud af næsen, når vi forfalder til at omtale Lucas som en uopdragen unge, eller når vi fortæller os selv og hinanden at det er klart, Kira altid er udenfor kammeraternes fællesskab, fordi hun er så irriterende. Hvad vi mest af alt skal frygte er risikoen for svigt af børn, der har brug for os. Dén debat; debatten om hvad vi stiller op, når vi har svært ved at tilbyde nærhed til et barn, som har behov for det – den skal vi tage.

Jeg mener, at en del af løsningen ligger i at skabe tryghed i personalegruppen. For når vi erkender og taler om følelserne, kan vi bruge dem hensigtsmæssigt og professionelt. Så når jeg og mine kollegaer oplever, at Sofie går os på nerverne igen og igen, så meget, at vi næsten ikke orker se hende i øjnene mere, så skal vi turde tale med hinanden om det. Vi skal tale om det, så vi sikrer os at finde en måde, hvorpå også Sofie kan få en tryg relation til mindst en og helst flere af os.

Ingen børn er mindre værdige til omsorg end andre, og vi har som professionelle pligt til at sørge for, at ethvert barn tilbydes den omsorg, som barnet har brug for.

/
Ovenstående er bragt i AKTbladet, marts 2017