Hvis du var en Ludo brik, så var du slået hjem nu!

Tests i skolerne må ikke stå alene, fordi de ikke giver et reelt billede af det enkelte barn. Videodokumentation og iagttagelser skal derfor anerkendes som supplerende dokumentation i elevmapperne.røvhuller

Jeg er pædagog i en folkeskole. En skole som udelukkende varetager undervisningen af elever med indlæringsvanskeligheder. Det er elever som i deres journal har prædikatet svær retardering. De hører under folkeskolen og folkeskoleloven. De skal undervises og de skal testes, på samme vilkår som de almene folkeskoleelever.

I starten af skoleåret blev lærer og pædagoger på skolen introduceret for et nyt testmateriale. Et testmateriale som skulle give os et billede af, om et barn var helhedstænkende. Altså om børnene var i stand til, at sætte en række begreber ind i de rigtige kasser. Alle skolens elever bliver testet.

Min første forsøgsperson er Liam. Han bliver i løbet af testen præsenteret for fire forskellige billeder, tre med hunde og et med en madskål. Liam skal vurderer hvad der skiller sig ud. Han vælger to hunde og madskålen. Jeg spørger Liam, hvorfor han har udvalgt de tre billeder og han fortæller mig at hundene jo skal have mad. Et forkert svar, som giver Liam minuspoint i det endelige resultat. Det putter ham i en af testens tre kategorier, som var det en personlighedstest fra Alt for Damerne. Der er altså ikke plads til, at beskrive Liams svar, men udelukkende til at bedømme rigtig eller forkert med en karakter.

Der vil altid være afvigelser i et system, tal som ikke passer ind i en graf eller en statistik – mennesker med dumpekarakter, men hvorfor dumper de? Er det fordi de ikke forstår opgaven, eller er det fordi de har forstået opgaven anderledes? Tænkt ud af boksen og løst den ud fra deres overbevisning. I folkeskolen lærte jeg vigtigheden af, at jeg skrev hele min udregning i matematik. Jeg lærte at jeg godt kunne få et rigtigt resultat med en forkert udregning, men at jeg også kunne få et forkert resultat med en rigtig udregning. Det hele behøvede ikke at være rigtig, så længe jeg kunne vise mine tanker på papiret. Sådan er det ikke længere.

Vi lever i et samfund hvor vi kategoriserer hinanden i tal og statistikker. Hos lægen er vi et journalnummer, politiet en sagsakt og i skolen et karakterblad. Alt sammen noget som burde give et billede af, hvem vi er som mennesker, men det gør det ikke. Jeg syntes det er bekymrende. Bekymrende fordi vi i en søgen efter tal og resultater glemmer, at mennesker hverken er tal eller brikker i et politisk ludospil. Vi glemmer, at vi kan udvikle os når der er nogen som tror på at vi kan, også selvom vores karakter siger noget andet. I stedet bliver vi alle sammen Ludobrikker, som bliver slået hjem når vi svarer forkert.

For nylig bragte nyhederne historien om, at noget så konservativt som jobansøgninger, nu kunne foregå via videooptagelser. Optagelser hvor man viser sin person og fortæller om sine erfaringer. Når erhvervslivet har godkendt video som dokumentation, og som supplement til den klassiske jobansøgning – kan det så være rigtig, at vi stadig skal dokumentere børns trivsel og faglige udvikling i tal? For mig at se er udviklingen ikke, flere tests i folkeskolerne. Udviklingen er at klæde de integrerede skolepædagoger på, klæde mig på. Så jeg kan varetage en understøttende dokumentationsform som skaber ligeværd i elevernes endelige evalueringer.

Kommentarer