Nogle gange er jeg et dyr

Jeg er pædagog. Næsten alle dage er jeg pædagog. Har dog enkelte dage, hvor jeg arbejder som noget andet. Faktisk flere forskellige ting på samme dag. Det er ikke noget, jeg selv vælger. De andre mennesker kommer ud af mig spontant – vups, så er de der. Hvis sandheden skal frem, så kommer der også nogle gange et dyr frem. Et dyr! Jeg ved dog godt, hvornår det sker. Eller rettere jeg ved hvorfor.

Det har noget med sygdom at gøre. Eller normeringer. Eller møder. Faktisk har det noget med tid at gøre. Eller rettere, mangel på tid. Heldigvis har jeg flest dage på et år, hvor jeg er pædagog. For de andre – dem der kommer frem – har ærlig talt ikke noget at gøre i en børnehave.

Der er f.eks. dommeren. Hun har kun for øje at finde en synder og et offer i konflikten. Ud med dialogen, ind med retfærdigheden. Børnene behøver ikke engang tale med hinanden. Bare de giver hende beviser nok til at kunne fælde dom: ”Aflever bilen”, ”Stop med at slå”, ”Nu sidder du her, indtil jeg har tørret op”.

Så er der slagteriarbejderen der fylder fars i tarm. Han kommer frem i garderoben. Propper fyld i farvestrålende flyverdrager. Ingen selvhjulpenhed her, nix. Kun prop, snip, luk, lyn.

Så er der bademesteren. Hun kommer frem på legepladsen. Nøgleordene er opsyn og ingen løb på det glatte gulv. Ikke noget med at lære nogen at svømme. Ikke noget med at deltage i bølgerne. Fløjten gjalder og der kommunikeres over store afstande. ”ALLE DEM MED BLÅT BÅND SKAL IND OG SPISE EFTERMIDDAGSMAD NU”.

Så er der medlemmet af Dansk folkeparti. Hun er direkte farlig. Siger nej til alt nyt, alt der virker kaotisk. Alt der larmer. Alt der er spontant. Og alt der omfatter vand. Hun elsker derimod perler, puslespil og tegninger med farveblyanter.. med  tegneunderlag under… siddende på numsen på stolen.

Den værste er dog brandmanden. Han slukker ildebrande uden at opdage, at han selv har ild i baglommen. Så hver gang han har slukket en brand og vender sig væk, så starter han en ny ildebrand. Fordi han ikke får slukket gløderne. Fordi brændet stadig ligger der. Fordi han selv har ild i r….

Og så er der jo dyret. Det er en abe. En brøleabe faktisk. Totalt blottet for humor. I særdeleshed selvironi. Ellers ville den virkelig kunne se det sjove i, at den kan brøle ud over en stue under madpakkerne ”BLÅ STUE, DER ER ALT FOR MEGET LARM HERINDE. I SKAL SNAKKE MEGET, MEGET LAVERE”. Den er håbløs.

Anerkendelse… Ordet kan på engelsk bl.a. oversættes med recognition – genkendelse. Det at andre har en forestilling om et generelt begreb, som de kan genkende i én, fordi man gør noget bestemt. Det at andre kan se, hvem man er. Fordi man viser, hvem man er. Fordi man opfører sig, som den man er. Anerkendelse – Det handler ikke om taknemmelighed. Om andres påskyndelse. Om ros. Jeg vil gerne anerkendes som pædagog. Fordi andre ved, hvad en pædagog er. Fordi andre kan se, at det er det, jeg er. Fordi jeg opfører mig sådan. Fordi jeg har tiden og rammerne til at være pædagog og udøve pædagogik. For det er det, jeg er… Pædagog.

 

 

Kommentarer