Skolepædagogers kompetencer kan bruges bedre

Det er alvorligt, at pædagoger i folkeskolen stadigvæk ikke bliver taget alvorligt.

Vores undervisningsminister måtte for nylig svare på spørgsmål i et åbent samråd i folketinget. Hun skulle svare på, om hun fortsat mente at det var ”en frygtelig fejltagelse” at tiltænke pædagoger en rolle i folkeskolen som hun gav udtryk for i 2014 før hun blev minister. Efter et par omgange og lidt pres fra spørgeren Annette Lind (S) svarede hun nej. Men desværre er der stadig store problemer mange steder i landet med implementeringen af pædagogers arbejde i skolereformen. Der er stadig lærere og pædagoger, der ikke rigtigt ved hvad de skal bruge hinanden til.

Jeg arbejder som pædagog på en fritidsklub i Egedal kommune. Jeg arbejder også i skolen med børn fra 4. til 6. klassetrin. Arbejdet er spændende, men der er noget som gør mig ked af det.

Jeg møder ind på skolen en formiddag som jeg så ofte gør. Jeg hilser på mine lærerkolleger. Det er en anderledes skoledag. Børnene i mine klasser øver sig ihærdigt på musical der løber af stablen om to dage. Stemningen er spændt, men god. Jeg hilser på Tommy, der med glæde i øjnene får øje på mig. Tommy er et af de usikre børn. Han har ikke de samme interesser som de fleste børn. Men han ved at min opmærksomhed, har han altid. Vi har et bånd , der er stærkt. Han begynder at fortælle om weekenden, hvor han var på skatebanen. Jeg lytter interesseret. Pludselig bliver vores samtale afbrudt af en sød, men bestemt stemme som fortæller mig ”er du godt klar over du skal være vikar i 3. klasse ? ”. Det var jeg ikke. Pludseligt er relationen til Tommy afbrudt. Jeg kunne se skuffelsen i hans øjne. Han havde lige glædet sig til at fortælle om de seje nye tricks han har øvet sig på på sit skateboard. Den værdifulde relation bliver afbrudt. Jeg skal endnu engang løse skolens vikarudfordring. Dette er desværre ikke et enestående eksempel .

Mine kolleger kommer ned på klubben kl.14.15 og ligner hængte katte efter en formiddag med arbejde i skolen. Når man spørger ind til hvordan de har det, er de ofte temmelig opgivende. De fortæller mig historier om, hvordan det de forbereder sig på må kasseres, da de skal lappe huller på vikarskemaet frem for at lave ordentligt skolepædagogarbejde. De fortæller mig historier om at de ikke bliver tænkt ind som en del af holdet, der skal arbejde sammen om børnenes alsidige udvikling, som der så fint står skrevet i folkeskolelovens formålsparagraf. Vigtige møder om børns trivsel bliver stadigvæk ved med at være noget pædagogerne læser et referat af efter det har fundet sted. Det handler ikke om ond vilje fra lærer kollegernes side. Skolepædagogernes viden om bl.a. trivsel og inklusion bliver simpelthen ikke tænkt ordentligt ind i skolernes arbejde med børn fra 4.-6.klasse. Det handler heller ikke om at mine pædagog kolleger og jeg ikke vil bidrage . Tværtimod! Men pædagogernes viden drukner ofte i at skolen igen skal have lappet nogle vikarskemaer og at skolerne ikke inddrager pædagogens perspektiv på barnets udvikling ordentligt.

Sammen kan lærere og pædagoger gøre folkeskolen i Egedal til et fantastisk sted for Tommy og andre usikre børn. Men rammerne er lige nu ikke gode nok.

Så selvom Merete Riisager har måttet indrømme at pædagoger rent faktisk hører hjemme i folkeskolen, så ændrer det bare ikke ved at virkeligheden er den, at mange steder bliver pædagoger ikke tænkt ordentligt ind i skolereformen. Desværre er den sørgelige konsekvens at flere dygtige pædagoger bliver syge af stress eller vælger at forlade arbejdet i afmagt.

Kommentarer