Mange børn tør tale om døden, tør du?

Hvorfor tør vi ikke tale om døden? Den kommer og henter os alle før eller siden. Den larmende tavshed, fører ofte til ensomhed og følelsen af at være forkert. Mange der mister deres kære oplever, at livet går videre, og hverdagen hurtigt vender tilbage for de fleste. Men hverdagen er for altid forandret.

Når vi nu taler om døden, tør du så tale om døde børn? Et er at tale om døden, men at turde tale om døde børn, får de fleste til at se den anden vej, eller skifte emne. Ofte opstår der en tavshed. Dette oplever jeg sjælendt, når børn har spørgsmål om døden.

Jeg har selv været der, lige der, for 19 år siden, hvor jeg mistede min lille pige. Hun holdt sin 2 års fødselsdag i januar 1998. Masser af gæster, fødselsdagssange og gaver. Jeg husker stadig det fine dukkehus, hun fik af nogle nære venner. Jeg husker også den fine trækvogn, hun fik af sin far. En måned senere døde hun i vores arme. Få dage før havde jeg aldrig tænkt denne tanke, at børn kunne dø. En verden jeg aldrig havde mødt før åbnede sig. En larmende tavshed, en ensomhed der smertede så dybt, at det skar i marv og ben.

Michelle blev født i 1996. Hendes far og jeg var ikke særlig gamle, men vi var lykkelige over vores lille pige. Hun var en glad pige, og blev ofte kaldt evigglad. Michelle gik i dagpleje og elskede livet. Hendes værelse var som alle andre små pigers værelser, fyldt med dukker, kjoler og varme farver. Hun var mit et og alt. Min fremtid var fuldendt, jeg var nogens mor, og vi skulle leve livet sammen. Jeg havde fået et kæmpe ansvar, at værne om hende og sikre hende en tryg opvækst.

Men noget ville det anderledes. På kort tid blev hun mere og mere syg. Hun blev indlagt, og alt for sent blev det opdaget, at hun havde meningitis. Få dage senere trak hun vejret for sidste gang. Vi sad med hende i vores arme, sang for hende og gav hende lov til at slippe livet. Tænk, at vi gav hende lov. Dermed braste drømmen om at skabe en tryg opvækst for min lille pige.

Tiden gik, og det blev hurtigt klart for mig, at jeg ikke længere på naturlig vis var Michelles mor. Hun var blevet en larmende tavshed. Jeg var nu Stella i sorg. Jeg var hende, der havde mistet. Årene er gået, og jeg oplever stadig ofte, at jeg må forklare, at jeg er mor, også selv om hun er død. Jeg havde en tid med Michelle, jeg har minder og savn ligesom alle andre har, fra da deres børn var små.

Den larmende tavshed møder jeg dog ikke i mit daglige arbejde, hvor børnene spørger og undres. Og ja, de stiller bestemt spørgsmål, der udfordrer mig, men de tør. Sikke en lettelse. Jeg valgte selv at gøre op med tavsheden, og taler i dag åbent om døden. Det kan for nogen virke skræmmende, men døden er også et sårbart emne. Jeg har arbejdsmæssigt stået med et barn, der mistede en søskende. Her handler det om at lytte, være nærværende og spørge indtil de gode minder, savnet og hvad vi skal gøre sammen, for at det kan hjælpe lidt. Andre gange har jeg brugt tegning som redskab. Gennem tegninger kan vi ”mødes”, og uden for mange ord tegne os igennem det vi tænker på.

Vi omgås mange børn, der tør tale om døden. Hvis ikke vi spørger, opstår der en ensomhed. Den gør ondt, uanset hvilken alder vi har. Så kære voksne; bryd tabuet, snak om at miste. I omgås børn der har prøvet at miste, men hvem skal de tale med, hvis du ikke tør?

Kommentarer