Godmorgen Chef, jeg kan desværre ikke komme på arbejde i dag!

IMG_0004

Pædagoger har i 2016 haft 15,9 sygedage i gennemsnit. Vi ligger i top tre over de faggrupper som er mest syge i Danmark. Det skyldes en blanding af arbejdsmiljø og trivsel, men det skyldes også en stigende tendens til, at man kommer på arbejde selvom man er syg, eller sender ens barn syg i skole.

Det er en helt almindelig tirsdag. Ved bordenden sidder Mikkel. Han er lige blevet afleveret af sin mor og er klar til endnu en skoledag. Sådan næsten da, for Mikkel er syg. Forinden mødte jeg Mikkels mor på gangen. Hun kiggede undskyldende på mig, og fortalte mig at Mikkel var syg, og at hun nok skulle hente ham, hvis han blev dårligere. I klassen har 5 ud af 10 børn med løbende næser. De nyser og hoster på kryds og tværs af langbordet. Mikkel er en af dem.

Det er ikke fordi jeg har ondt i min pjækketarm, eller fordi jeg lige tager to dage ekstra når jeg nu alligevel ligger der. Jeg er glad for mit arbejde. Jeg elsker at møde ind til de børn, som springer om anklerne på mig. Som spørger om jeg vil sidde ved siden af dem. Som bruger mig som klatrestativ og legekammerat, men som også kommer løbende når de har brug for en trøstende krammer. De får det, hver og en – også dem med snotnæser og dem som har kastet op, men som ikke lige kan blive hentet af mor eller far og derfor må blive på skolen til dagen er omme.

Mange børn kommer i skole syge, og de gør det gang på gang. Ikke fordi forældrene er dårlige forældre, men fordi forældrene ikke har andre valg. Jeg er heldig. På mit arbejde har man ret til barnets 1. og 2. sygedag. På mange af Danmarks arbejdspladser hedder det barnets 1. sygedag, og så er det feriedage og bedsteforældre for resten. Jeg forstår godt forældrene. Jeg forstår godt, at de kigger ned i gulvet, når de må følge deres børn syge i skole. For det er ikke rart for nogen af dem. Øget effektivisering og mindre fleksibilitet på arbejdspladserne gør det nødvendigt, også på de pædagogiske arbejdspladser.

Jeg ser ofte kollegaer som slæber sig selv af sted, selvom hovedet er tungt og næsen løber lidt. Vi gør os selv og vores kolleger en bjørnetjeneste, vi ved det godt, men vi gør det alligevel. For dagen skal jo hænge sammen, og det er trods alt bedre, at jeg kommer med halv kraft end slet ikke. Alle skal løbe stærkere, men man kan ikke løbe hvis man er syg. Det er der ingen der kan, men vi gør alligevel et forsøg. Vi lever i et målstyret samfund, hvor den nuværende ledelsesstil har lært os, at vi har en samvittighed overfor vores kolleger. Det havde man ikke for 50 år siden, der havde man samvittighed overfor sin familie. Som Steffen Brandt synger ”Det er samfundets skyld, ja det er samfundets skyld” – men det er det ikke alene. Det er vores eget ansvar. Vi skal blive meget meget bedre til at passe på os selv, vores børn og hinanden, for samfundet gør det ikke for os.

Kommentarer