Den professionelle tvivl.

“Når Gunnar straffede mig, sagde han altid, at det var ord mod ord, og at jeg lige så godt kunne lade være med at sige det til nogen. Der var alligevel ingen som ville tro på mig. Jeg fandt hurtigt ud af, at han havde ret og jeg lærte at tie.”
(Sapran Hassna, Forbandede barndom)

Emnet er temmelig ubehageligt. Men det er netop derfor det skal have plads: Vi skal nemlig stadig blive meget bedre til at sørge for, at børn kan have tillid til, at der altid vil være voksne som vil passe på dem. For f.eks. anslås det at omkring hvert 10. barn i Danmark er udsat for seksuelle krænkelser, men ifølge Danmarks statistik behandles kun godt 200 sager om året.
(Kilde: Seksuelt krænkede børn, Huset Zornig, september 2015)

Hun viste mig, at hun havde blod i sine trusser. Hun var 9 år. Jeg var ung og nyuddannet. Jeg gik til kollegaer. Hun har nok bare fået menstruation, sagde de. Det var godt nok tidligt, sagde jeg. Det tænkte de også. Og vi talte om, at det selvfølgelig også kunne skyldes, at hun havde revet sig eller tørret sig for meget med toiletpapiret. Det var forklaringer, jeg gerne ville tro på. Og jeg spurgte ikke pigen. Men jeg har fortrudt lige siden. Jeg skammer mig stadig. For hvad nu hvis hun faktisk havde forsøgt at fortælle mig, at der var noget galt?

Jeg ved det, du ved det: Overgreb mod børn finder sted. Vi kender vores pligt til at underrette og hjælpe de børn det sker for. Men det er som om, at overgrebene er det, vi helst ikke vil forestille os. Det er som om, at vi helst tro på alle mulige andre forklaringer, når et barn med ord, adfærd eller tegninger signalerer, at der er noget galt.

Jeg oplever, at vi hurtigt kan komme til at bortforklare barnets tegn, istedet for at forholde os undersøgende til dem. Vi kan f.eks. komme til at fortælle os selv og hinanden, at barnet jo altid har madpakke med og er velsoigneret. Som om det skulle være en garanti for, at barnet ikke har alvorlige problemer i sit liv. Jeg har engang fået kommentaren: “Nu har hun jo også en lidt alternativ virkelighedsopfattelse”, da jeg, efter en udtalelse fra en pige, gav udtryk for bekymring for hende. Vi kan komme til at søge efter en forklaring indeni barnet, istedet at undersøge om den bekymrende adfærd kan skyldes, at der sker noget rigtig skidt for barnet. Måske endda det værste vi kan forestille os. Det, vi helst ikke vil forestille os.

Selvom vi er profesionelle lærere og pædagoger, kan vi føle, at det er en forbudt snak. Vi er bange for at overfortolke og bange for at mistænkeliggøre nære omsorgspersoner. Men alle børn har krav på, at vi tør tale med vores kollegaer, når vi får mistanke om, at et barn kan være udsat for overgreb. Det er ikke en forbudt samtale. Det er ikke en samtale, som handler om at beskylde nogen for noget, men derimod en nødvendig samtale om den professionelle tvivl. For når børn signalerer med adfærd, tegninger eller ord, at de har brug for vores hjælp, er de helt afhængige af voksne som tør åbne øjnene, lytte og tro på dem.

Kender du din kommunes beredskabsplan for at sikre forebyggelse og tidlig opsporing af vold og seksuelle overgreb begået imod børn? Og har I på din skole lavet en politik for, hvordan I ser og håndterer faresignalerne? Ellers kan I blandt andet få inspiration i materialet “Den professionelle tvivl.” For vi er forpligtet til altid at tage barnets ord og adfærd alvorligt.

I bogen “Forbandede barndom” beskriver Sapran til slut, hvor blandede følelser hun fik, da hun som ung kvinde sad i byretten i Næstved og lyttede til forklaringer fra lærere og pædagoger. På den ene side var det en lettelse at der var voksne som havde troet på hende og hendes søstre. På den anden side blev hun ked af at høre, hvor meget de havde tvivlet. En pædagog havde sagt op, fordi hun ikke brød sig om den måde, pigerne blev behandlet på. Pædagogen havde udenfor retten spurgt: “Hvorfor sagde I ikke noget dengang?”
Først bagefter kom Sapran til at tænke på, at det eneste logiske svar på pædagogens spørgsmål var:
“Hvorfor spurgte du ikke?”

/Ovenstående indlæg blev bragt i AKTbladet, februar 2016

Kommentarer