Da pædagogen fik plads i AKTbladet

Kaj skrev blandt andet til mig:

“Kære Rikke. Det er med stor fornøjelse, at jeg læser om dit liv som pædagog. For at sige det ligeud jeg er lærer med stort L. MEN det er med stor interesse og stor beundring at jeg læser om dine oplevelser, det er i den grad med til at berige mit liv. Hvad siger du til at få en månedlig side i AKTbladet? Jeg tror det vil være en øjenåbner for mange af vore læsere som er folkeskolelærere.”
Dét kunne jeg ikke sige nej til. Jeg er nemlig ked af, at jeg stadig hører om, hvordan lærere og pædagoger kan komme til at grave grøfter hinanden imellem. For vi har jo det samme mål: At eleverne trives og lærer.

Jeg har især erfaring indenfor specialområdet, men har i mere end 5 år arbejdet med inklusion på en folkeskole. Jeg arbejder med at øge forståelsen for forskellighed for at undgå fordomme og mobning. I min fritid skriver jeg blogindlæg, klummer og debatindlæg – og sommetider holder jeg oplæg.

Det er min erfaring, at man bliver lidt hudløs, når man arbejder i skolen. For på mange måder er skolen blevet en kampplads. Hvem som helst kan invitere sig selv ind i debatten og slås for, eller imod, noget: Timetal, understøttende undervisning, målstyring, inklusion, pædagoger.
Jeg har rifter efter de gange, hvor jeg følte, jeg skulle forsvare mig, fordi jeg ikke er lærer. Og de gange, hvor jeg følte, jeg skulle være ekstra ydmyg og tilbageholdende og bevise, at jeg ikke er kommet for at tage noget fra nogen – men for at bidrage med noget.

Jeg er blevet såret, når min faggruppe er blevet omtalt respektløst i debatten. Jeg ved, at mange lærere har det på samme måde omkring deres faggruppe. Vores hudløshed gør os sårbare overfor angreb, men vi har mere tilfælles end der skiller os ad, og sammen står vi stærkere. Når vi arbejder sammen og passer på hinanden, så passer vi også bedre på eleverne.

Jeg tror efterhånden, at vi, både lærere og pædagoger, ofte slås med en følelse af, at vi ikke helt slår til. Vi løber hurtigere end nogensinde og mange forandringer gør os usikre og tvinger os til at skulle tænke nyt og lægge meget af det velkendte bag os. På den måde, kan man nemt komme til at tage hjem fra arbejde og føle sig utilstrækkelig. Men hver eneste dag vi er på arbejde, så lykkes vi også med noget. Og bag hver eneste succes i skolen står dedikerede pædagoger og lærere.

Der er skrevet mange kloge bøger, og jeg læser dem gerne. Men det er lige så ofte elevers ord, som giver mig stof til eftertanke.
Drengen gik i 5. klasse. Situationen udspillede sig kort fortalt således: Læreren bad om ro. Drengen var alt andet end rolig og afbrød konstant. Efter lidt tid bad jeg ham gå med udenfor klassen et øjeblik og sagde:

– Du skal altså respektere din lærer.

Han så på mig med vrede øjne og rynkede bryn.
– Jeg respekterer hende da ikke, fordi hun er lærer. Jeg vil da ikke respektere en LÆRER!

Det lød flabet og jeg var med lynets hast ved at formulere et passende modsvar, da han fortsatte:

– Jeg vil respektere hende, fordi hun er et MENNESKE! Hvis jeg havde mødt hende og ikke havde vidst, hun var lærer, så ville jeg da have respekteret hende alligevel!

Vi gik tilbage til klassen og drengen holdt sig i ro resten af timen.

Jeg glæder mig rigtig meget til at dele tanker og oplevelser med jer i 2017.

Godt nytår!

/Ovenstående indlæg blev bragt i AKTbladet, Januar 2017.