Mens vi venter på flere pædagoger

For et stykke tid siden fik jeg en særlig fødselsdagshilsen på Facebook. Der stod: ”Hej Helle. Hav en rigtig god fødselsdag. Kh. Ole”.

Ole var pædagog på mit fritidshjem i midten af 1970erne. Ole lærte mig at spille guitar som 5 årig og gav mig lov til at låne en guitar med hjem, hvis jeg passede på den. Jeg gjorde ikke andet den weekend. Han så min musikalitet og udfordrede den gradvist med sværere og sværere akkorder, indtil jeg i en alder af 10 år var en ret habil guitarspiller. Ole tog mig og vennerne ud og sejle og lærte os, at man ikke skal være bange for havet men derimod have respekt for det. Det husker jeg stadig, når jeg er i nærheden af vandet. Ole viste mig tillid, lyttede til mine tanker og tog dem alvorligt. Han viste mig verden og var en ganske særlig og vigtig voksen for mig. Så selvom det er 35 år siden, at jeg var barn og gik på fritidshjem, holder vi stadig lidt kontakt på Facebook og følger sporadisk med i hinandens liv.

I mellemtiden er jeg blevet voksen og er selv blevet pædagog. Jeg arbejder med vuggestuebørn og synes selv, at jeg har verdens vigtigste arbejde. Jeg er med til at udvikle børnenes sprog, lære dem at være gode venner, og jeg forsøger at vise dem verden og lære dem at begå sig i den.

Når jeg spiller guitar og synger med børnene, tænker jeg nogle gange på, at det var Ole, min pædagog, der i tidernes morgen så og gødede min musikalitet. Han så mine ressourcer, og dem fokuserede han på. Den tilgang forsøger jeg at videregive til børnene, jeg arbejder med. Jeg vil også gerne sætte mig mine spor, ligesom min pædagog gjorde i mig.

Det er jeg ikke alene om. Vi er faktisk mange pædagoger, der ønsker at gøre en forskel for de børn, som vi arbejder med. Det ligger i hele det pædagogiske fags dna, at pædagogen dagligt forsøger at understøtte børnenes udvikling. Vi vil rigtig gerne have en betydning for de børn, som vi arbejder med hver dag, og vi ved, at det udviklingspsykologisk også er vigtigt for børnene at have fysisk og følelsesmæssige tilgængelige pædagoger i deres daginstitutioner.

 

Nu er der jo løbet meget vand i åen siden 1970ernes marxistiske –og kritisk frigørende pædagogik. I dag vil man nok trække lidt på smilebåndet over børnemøder og politiske børnesange. I dag arbejder vi pædagoger med læreplanstemaer og læringsmål. Vi tester børnenes sprog og holder løbende øje med, om børnene udvikler sig, som de skal. Tiderne ændrer sig, og det gør den pædagogiske tilgang også. Der er store ambitioner for det pædagogiske arbejde i dagtilbuddene, og så har man alligevel glemt at forholde sig til en ret væsentlig ting: Bemandingssituationen.

Der er vi ret udfordret.

Vi bliver nemlig sparet væk. Desværre. Og de pædagoger, der er tilbage, skal løbe hurtigere og har mindre tid til kontakten med børnene. Det er et stort problem, når man gerne vil være en betydningsfuld voksen. For forudsætningen for at sætte sig spor og påvirke udviklingen positivt hos et barn er, at pædagogen har tid til at trøste, lytte, udfordre og følge barnets initiativer. I modsat fald bliver man jo en pædagog, der aldrig rigtig er til stede hverken fysisk eller mentalt for barnet. Og det er skidt.

Pædagogerne har i mange år bedt om minimumsnormeringer i daginstitutionerne simpelthen for at sikre, at vi kan udføre vores arbejde. Ved minimumsnormeringer er der grænser for, hvor mange pædagoger man kan spare væk i et dagtilbud, og hvor mange børn man kan proppe ind i en stue i nedskæringens hellige navn.

Vi er nødt til at have en nedre grænse for, hvor få pædagoger, der skal være til stede i børnenes liv i dagtilbuddene.

Imens vi venter, vil jeg og mine kollegaer rundt om i landet alligevel forsøge at blive betydningsfulde voksne for de børn, hvis læring, trivsel og udvikling, vi hver dag skal varetage. Det er ikke nogen nem opgave, for rammerne er virkelig en barriere. Men hvis Mohammed, Abdi, Hannah, Yonis, Jesper, Julie, Sofie og alle de andre børn, jeg har haft under min pædagogiske vinge alligevel finder mig på Facebook en dag, ja, så sender jeg dem med glæde en fødselsdagshilsen. Så ved jeg, at min opgave alligevel lykkedes på trods af svære odds.