Det er samfundets problem, når mine børn er syge.

Det er søndag aften og jeg sidder på køkkengulvet og græder. Jeg ikke bare græder, jeg hulker al min frustration og dårlige samvittighed ud. Min søn på 1,5år har fået feber igen, han har kun været rask et par dage.

Min søn på 3,5år har også været syg den forgangne uge. Jeg har haft barnets første sygedag og min mand har haft barnets anden sygedag, jeg havde en planlagt feriedag og så har farfar været på banen 2 dage. Og ja nu har vi brugt hele weekenden på sygdom, men min yngste er syg, han er faktisk rigtig skidt. Både min mand og jeg nærmer os så småt zombie stadiet, da vi ikke rigtig har sovet de sidste par nætter. Vi er egentlig generelt i underskud på alle fronter, da vores 3 børn siden midten af november tilsammen har haft 58 sygedage.

Men min søn er syg og skal naturligvis ikke i vuggestue imorgen. Selvom jeg ved, at han er glad for sin farfar, så har jeg virkelig dårlig samvittighed over, at jeg igen må sende ham hjemmefra med høj feber. Når man er syg, skal man være hjemme og blive passet på af sin mor eller far. Men samtidig kan jeg heller ikke få mig selv til endnu engang at ringe og bede om barnets første syge dag. Det vil ikke kun betyde kolleger der skal løbe hurtigere, men også en frygt for at det er mig der kommer til at stå forrest i køen, hvis vi engang skal have en ”prikke-runde”.

Jeg læste forleden en tråd på Facebook, hvor en kvinde skrev at ”de syge børn” ikke var samfundets problem, men forældrenes. Men her er jeg dybt uenig, de syge børn er så absolut samfundets problem. Sygdom rammer alle, lige fra pædagogen i den offentlige sektor til direktøren i den private sektor og alle forældre har prøvet, at have et sygt barn og de er sjældent kun syge i to dage.

Der er brug for bedre forhold, når vi har syge børn fordi det nuværende system er forældet.

Alle pædagoger har prøvet, at få Ole afleveret i vuggestuen, børnehaven eller skolen. Du opdager ret hurtigt, at Ole slet ikke er, som han plejer at være, han er bleg, nærmest gennemsigtig. Han vil ikke tumle med de andre drenge, han vil bare gerne kigge på. Da klokken nærmer sig 10.00 får han pludselig bragende feber, højst sandsynligt fordi den panodil han fik fra morgenen af er stoppet med at virke og du ringer forældrene op, som ikke virker særligt overraskede. I den tid Ole har nået at være afsted, har han hostet tre børn og to pædagoger i hovedet. Så nu har de også fået streptokokker i systemet, som børnene og pædagogerne så kan tage med hjem til deres familier. Det er en skrue uden ende, der må simpelthen bedre forhold til nu!

Oles forældre har højest sandsynligt gået det sammen igennem, som jeg gjorde den foregående søndag. Men de har fundet sig nødsagt til at prioritere deres arbejde af forskellige årsager og har ikke haft en bedsteforældre og trække på, de arbejder nok også endnu. Men det jo helt tosset at Oles forældre og jeg overhovedet skal have de overvejelser.

Ofte sender jeg misundelige tanker mod Sverige, hvor forældrene har 60 omsorgsdage pr barn om året. Forældrene får hvad der cirka svarer til 80% af deres løn udbetalt fra Försäkringskassen, og så kan arbejdspladsen finansiere en vikar. I Danmark har vi 2 omsorgsdage pr barn og vi har også muligheden for at bruge feriedage. Jeg er dog ikke sikker på at min arbejdsplads vil kunne forene sig med at jeg ringer og beder om ferie med jævne mellemrum for at kunne blive hjemme ved mit syge barn.

Så beslutningstagere! Indse det, systemet er forældet og gør noget ved det.

Kommentarer