Det danske samfund dumper barndoms-testen

Det danske samfunds syn på børns læring er forskruet, fordi politikernes konkurrencegen prioriteres over børns trivsel.

Den 30. Januar 2017 bragte Politiken en artikel der handlede om hvordan “2årige kan lære markant mere”, hvis blot “vuggestuerne arbejder systematisk og med klare mål for, hvad børnene skal lære”.

Artiklen omhandler et forsøg, der er foretaget i 88 vuggestuer i Odense, København, Albertslund, Brøndby og Frederikssund. Her er 2000 vuggestuebørn inddraget i forsøget; halvdelen har gået i vuggestue som de plejer, den anden halvdel har ugentligt arbejdet med læringsmål og aktiviteter, der skulle styrke deres sproglige og matematiske forståelse. Resultatet blev, at de børn der arbejdede med læringsmålene og aktiviteterne havde forbedret sig 50 % i de matematiske færdigheder, og øget deres ordforråd med 30 %. Som forælder og pædagog finder jeg det dybt bekymrende, at vi i det danske samfund igen fokuserer på hvordan vores børn kan klare sig bedre i tests, i stedet for at lade børnene være børn.

Dette forsøg er et tydeligt billede på samfundets syn på børns læring. Og når der dukker et forsøg op, der omhandler vuggestuebørns faglige læring og kunnen, så mener jeg at fokus er forskruet. Det undrer mig, at Dorthe Bleses fra TrygFondens Børneforskningscenter, som står bag forsøget, vælger at udtale sig til Politikken om; ”et uudnyttet potentiale for at styrke børns læring i daginstitutionerne”. I forsøget er der et stort fokus på, at gøre børn sprogligt og matematisk parate til skolen. Men skulle vi nu ikke lige lade børnene smide bleen før de lærer hvad 2+2 er? Og hvor er det hele menneske? Hvor er legen? Legen udfordrer børn i deres sprog, kreativitet, sociale interaktioner, morale, etik og værdier. Det er legen der gør børnene skoleparate, så hvis vi vil opleve skoleparate børn, så skal vi give plads til legen, i stedet for at presse faglig læring ned over hovedet på børnene som sorte sække. Hvis vi så tager skridtet videre, og gør plads til legen i skolen, så vil vi også opleve livsduelige mennesker, der har den pondus der skal til, når det unge menneske skal i gang med at vælge sin videre vej i livet.

Når vi i Danmark hele tiden vil teste og måle vores børn, så presser vi dem. Fra at børn skulle udvikle deres faglige læring i skolen, rykkede vi den faglige læring ned i børnehaven, hvor børn hver dag arbejder med skoleopgaver. Nu klapper kommunerne så i deres hænder, over et forsøg der viser at også 2årige kan måles, vægtes og vejes i deres faglighed. Det er dybt foruroligende!

I stedet for at Trygfondens Børneforskningscenter bruger penge og ressourcer på et forsøg der, åbenlyst resulterer i bedre faglighed blandt børnene, så burde de udfordre sig selv og se på hvad legen kan gøre for børnene. Og desuden se på hvordan vi giver børnene deres barndom tilbage og undgår børnestress. For er der noget der ikke er trygt, så er det dét Trygfonden netop har brugt penge på; Danmarks forskruede syn på børns læring, hvor politikkernes konkurrencegen kommer før børnenes velfærd. Dét må give karakteren –3. Dét er en om’er.