Når du råber, ser jeg dig

Jeg er skolepædagog, det er torsdag og jeg har haft 3 lektioner alene i en 1. klasse.

Størstedelen af min opmærksomhed har været rettet mod den gruppe af 2-3 børn, som har det svært ved at navigere i skoledagen. Det kan ende i konflikter eller adfærd, som kan virke forstyrrende for flertallet. Vi skal idag afslutte skoledagen med at gå ud og tænde et bål. Her retter jeg mit fokus 100% imod Lotte, da jeg ved, at hun kan reagere voldsomt i skiftet og rette angreb mod de andre børn. Det lykkes mig, at få forberedt Lotte så hun er helt klar til at gå ud uden den mindste konflikt. Vi forlader klassen og går afsted i en lang række, jeg vender mig om for at se om alle er med. Men, det jeg ser er Per, som kommer gående grædende i flokken af glade børn. Per råber aldrig højt, Per slås aldrig, Per gør faktisk altid det der bliver sagt. Men jeg havde ikke set Per, jeg havde ikke set at han faktisk også den dag havde det svært i skiftet og blev utryg, han blev overskygget af Lotte. Fordi Lottes reaktioner fyldte mest og havde størst konsekvenser for fællesskabet.

Jeg ved, at Per ikke er den eneste, som hver dag har en oplevelse af at pædagogen ikke opdager, at han er utryg fordi han reagerer indad fremfor udad. Hver dag er der børn i skolen, som ikke oplever at blive set fordi andre børn, som Lotte er mere insisterende i deres krav om opmærksomhed.

Jeg mener, at der brug for et større fokus i skolen på ”det stille barn” fordi det barns udfordringer er lige så vigtige, som barnet der forstyrrer.

En af mine styrker, som pædagog ligger i at se barnet og agere ud fra deres reaktion. Men jeg bliver udfordret fordi mit fokus i skolen altid, bliver rettet imod de børn, som har den mest forstyrrende adfærd.

Jeg tænker, at konsekvensen af dette kunne blive en eskalering af antallet af børn som forstyrrer, da vi ubevidst lærer dem, at det er nødvendigt for at blive set og hørt. Eller endnu værre at børn, som Per vil ende med at konstatere, at hans følelser ikke er lige så vigtige, som Lottes og trække sig endnu mere ind i sig selv.  I stedet skulle vi lære børnene, at alle børn har krav på ”at blive set” også dem, som ikke forstyrrer.

Måske løsningen er at vi oftere var to i klassen. Det ville give os mere tid til at komme rundt om alle børnene. Min kollega ville kunne rette sit fokus på Lotte og hjælpe hende videre i den givende proces. Imens ville jeg kunne opsøge Per og få set ham i øjnene og spørge ham hvordan det går. Give ham muligheden for at vise mig at lige nu er det hele lidt svært eller bare lige mærke at pædagogen også er der for hans skyld.

Under alle omstændigheder skal jeg i hvert fald hanke op i mig selv og blive bedre til at rette et større fokus imod de stille børn, så det ikke altid er børnene som forstyrre jeg ser og hjælper først, måske er jeg ikke den eneste?

 

 

Kommentarer