Hvem er det, som skal hjælpe vores alle sammens Tommy´er ?

file2671344985857Vi som samfund svigter en særlig gruppe børn og unge, som vokser op i vores land. Medierne er fyldt med problematikker omkring utilpassede børn og unge som udfordre skolen. Og med mine egne øjne ser jeg disse børn og unge vokse op i min by, samt møder jeg dem igennem mit arbejde som skolepædagog.

Jeg er vokset op i et meget broget kvarter i 70érne. Det var arbejderklassen, og dem som ingen arbejde havde. Mine kammerater og bedste venner var selvfølgelig mere eller mindre farvede af vores kvarter. Vores skole var også farvet. Men kun med én farve, og det var sort. Lærerne blev tiltalt Hr. og Fru., og nogen af dem, havde stadig svært ved ikke længere, at måtte bruge fysisk afstraffelse. Vi oplevede mange uretfærdigheder på skolen. Og jeg ejede ikke skyggen af respekt, for de ”små” lærere som synes, i vores optik, at have fornøjelse i, at tryne elever, som i forvejen havde det svært nok.

Jeg husker især én dag, hvor min ven Tommy kom i skole, efter at have fået bank af sin far. Han var så ked og vred og forslået, og vi andre var bestyrtede over, hvad havde været udsat for. Vi syntes ganske enkelt det var synd og forfærdeligt, og vi hadede alle den far. Hvad skulle vi dog gøre for at hjælpe Tommy? For noget skulle vi da gøre! Da vi jo var i skole, kom der naturligvis en lærer ind i klassen, for at undervise. Tommy har nok ikke haft særlig varme følelser for voksne den dag. Og han lod muligvis sin sindstilstand gå ud over sin undervisnings-motivation. Det husker jeg intet om. Men jeg husker, at det ender med, at vores lærer skælder Tommy voldsomt ud, og at han efterfølgende styrter ud af klasselokalet. Vi var alle så rystede. Og følelsen af uretfærdighed satte dybe spor, i hvert fald i mig.

Og sådan voksede jeg op, sammen med mine venner og kammerater, som hver især havde eller ikke havde adgang til muligheder for ”det gode liv”. Det var faktisk ret åbenlyst, for os alle sammen, hvem af os, der ville klarer os samfundsmæssigt ønskværdigt, og hvem som ville få et liv på, eller ude over kanten. Hvor var de voksne, som skulle have grebet ind og hjulpet? Kunne nogen ikke have gjort en forskel for disse unger i mit kvarter og i lignende kvarterer? Til nogens overraskelse var det fine fyre og fede veninder. Kunne nogen have gjort noget ved uretfærdigheden? Ja det tror jeg faktisk på, at nogen kunne!

Der er gået 40 år siden den dag i klasseværelset, og skæbnen ville, at jeg blev pædagog. De sidste 10 år på en folkeskole. Jeg troede naivt på, at vores samfund var blevet meget bedre at vokse op i. Det er det på mange måder også. Lærerene har i dag et helt andet forhold til deres elever. Der er rummelighed, anerkendelse og plads til alle. Men det er åbenlyst ikke nok. Der skal tilføres midler, og meget gerne i kraft af pædagoghænder. Vi kan og skal i langt højere grad, løfte den personlige og sociale udvikling. Forældrene er fraværende i børnenes liv i rigtig mange timer. Samfundet har “valgt”, at have en stor rolle i børns opvækst. Så lad os gøre det ordentligt, og få nogle flere skolepædagoger. Gerne én i hver klasse. Jeg tror på, at når vi får en gennemgående proffesionel omsorgs-voksen, som kan tage vare om det personlige og sociale barometer, klassen og hver enkel elev indeholder, så vil lærerne kunne koncentrerer sig om undervisning, så der bliver et væsentligt fagligt løft. Og vi vil se mange flere trivelige børn, som går glade hjem fra skole, og ikke løber ud af døren, som Tommy gjorde den dag, for snart længe siden.

Kommentarer