Mads og de gule lapper

startup-593343_960_720

– Skemaændringer forhindrer os i at give vores elever et ordentligt udviklings- og uddannelselsgrundlag

Et brag lyder bag mig i fællesrummet. Det var tæt på jeg fik bogen i hovedet som Mads på 12 år kaster efter mig. Han råber, at jeg skal skride. Skemaændringen gjorde, at det i dag var turen til legepladsen der måtte udsættes, og naturligt reagerer han. Hans ADHD tager kontrollen, og det er nu jeg skal trække mig hvis jeg ikke skal sparkes eller spyttes på. Jeg forholder mig roligt, og indtager positionen som anden der roligt svømmer på overfladen, men pisker afsted under vandet med de små ben. Tankerne kører i mit hoved, jeg går ud og lukker roligt døren. Inden jeg går fra fællesrummet hører jeg ham græde bag døren. Jeg skriver en seddel til ham, som jeg skubber ind under døren. ”Hej Mads. Jeg forstår dig- Du kan komme ud når du er klar. Vi finder ud af det sammen, jeg vil gerne hjælpe dig”.

Den morgen var jeg mødt glad ind kl 07.50, på specialskolen- den arbejdsplads jeg elsker så højt. Glæden den morgen blev dog kort, for der findes desværre også dage hvor jeg allerede kl. 08.00 finder mig selv og mine dygtige kolleger, begravet i gule irriterende post-it lapper. I dag havde det været sådan en morgen. De gule lapper overtog styringen, da der i dag var mandefald. Nogle skulle til møde, nogle var syge, vi skulle sende en medarbejder til et andet team hvor de var endnu mere begravede i gule lapper. Disse omstændigheder får omkostninger. Omkostninger som kan betyde at skemaet ikke kan følges som det ellers var planlagt, fordi vi pludselig har for få hænder og for lidt tid.

1000 tanker fløj gennem mit hoved den morgen, da vi kæmpede med at placere de gule lapper. Jeg mærkede den velkendte dårlige følelse i maven.  I dag skulle jeg igen skuffe nogle elever, og vende op og ned på det de havde forberedt sig på. Jeg kan på ingen måder være det bekendt, men sådan er det altså. Sådan er vores vilkår. I perioder er det dagligt, at de gule lapper dominerer. De dage føler jeg mig mere som en hyrdehund der vogter får, end jeg føler mig som skolepædagog der leverer et reelt stykke kvalificeret pædagogisk arbejde.

Frustrationen og skuffelsen kender vi alle. At sadle om. At møde noget som må ændres. Om det er en akut sag for socialrådgiveren der ellers havde en anden vigtig sag, om det er taxachaufføren der må finde en alternativ rute p.g.a. vejarbejde eller om det er direktøren der må aflyse et vigtigt møde p.g.a. sygdom. Til tider kan det jo sådan set være meget sundt med uforudsete udfordringer, men ikke når det får negative konsekvenser som rammer uskyldige.

Jeg mener ikke det kan passe at der ikke er andre muligheder. Hvordan får vi kompenseret for de manglende ressourcer? Der går faktisk rigtig mange dygtige ledige pædagoger rundt. Lad os ansætte flere pædagoger i skolerne! Der vil, i mine øjne, være en større chance for at kvaliteten i det pædagogiske arbejde kan garanteres.

Kære Byrådspolitikkere. Det er nu I skal handle. I vil sikkert mene der ikke er penge at hente, men jeg synes vi skal prioritere elevernes fremtid. Vores fremtid som samfund! Skal de gule lapper virkelig have lov at have så stor indflydelse på hvorvidt vi som fagpersoner, kan give vores elever et ordentligt udviklings- og uddannelsesgrundlag? Skal de gule lapper være årsag til, at Mads skal kaste med bøger og sidde grædende bag en dør som det første han foretager sig på en skoledag? Jeg vil gerne hjælpe Mads, men jeg kan ikke gøre det så længe de gule lapper har styringen…

 

Kommentarer