Hurra for det tværfaglige!!

Onsdag morgen kl. 7.30 møder min kollega Thomas og jeg ind på klubben. Det har vi aldrig gjort før. I dag står den på blokdag med alle 5. klasserne fra skolen. Thomas ser en smule træt ud og jeg skynder mig over til kaffemaskinen og sætter en kande over. Vi går i gang med at stole ned, opdager hurtigt at vi ikke har stole nok til 50 børn. Pis, hvad gør vi? De må sidde på gulvet eller sofaerne. Der bliver rykket rundt og gjort klar i cafeen. Døren går op, jeg kigger på Thomas og kan se en smule panik i hans øjne, mit hjerte slår hurtigere og kan mærke jeg får koldsved, jeg tænker for mig selv-hvad sker der lige Klaus, du kender jo børnene-de kommer hver eneste dag-hvorfor er du nervøse?? Kaffe, jeg må have kaffe. Jeg når lige at hælde op i min kop før jeg bliver mødt af et ”hey Klaus, så du kampen i går” Sebastian står ovre i døråbningen og smiler bredt. Sebastian er lærer på skolen og er lige som mig stor fan af fodbold, jeg griner tilbage og siger højlydt.. ”ja sikke en lortekamp” Sebastian smiler og går op i krea lokalet sammen med sin kollega Dorte.

50 børn sidder nu i cafeen og venter. Venter på at Thomas og jeg går i gang. Kan mærke at nervøsiteten stadig er der, og at jeg har ondt i maven-fortryder at jeg drak den kop kaffe, fortryder at jeg foreslog lærerne at vi kunne stå for undervisningen imens de kunne have tid til at tale trivsel med hvert enkelt barn. Men nu er der ingen vej tilbage-jeg kigger på Thomas og træder frem foran børnene og siger ”velkommen venner, i dag og de næste 4 blokdage skal vi gå i dybden med klassens fællesskab, vi skal tale om digitale sociale medier og lave film om mobning med jeres smartphone. Det bliver anderledes denne gang, da det er Thomas og jeg som står for undervisningen. Sebastian og Dorte vil oppe i krea lokalet afholde trivsels samtaler med hver enkelt af jer. Til at starte med skal vi se en film som handler om mobning”. Jeg fortæller børnene om min egen barndom, hvor jeg blev mobbet. Nervøsiteten siver langsomt ud af kroppen på mig, og jeg kan mærke, hvordan børnene lytter og er meget optagede.

I spisepausen kommer Sebastian og Dorte ned i cafeen. De smiler begge og virker helt ”høje” af begejstring. Sebastian nærmest råber ud i lokalet, at han har haft nogle fantastiske samtaler med eleverne. Dorte siger at det virkeligt er befriende at få talt med eleverne om andre ting end lige det fag-faglige. Thomas og jeg kigger på hinanden og smiler, hvorefter Thomas siger at han synes det har været fedt at undervise i noget som han ved en masse om. Jeg nikker og mærker et lille prik i siden, vender mig om og der står Amalie med et undrende blik, hun spørger mig ”Klaus – er du lærer eller er du pædagog?” Jeg kigger smilende på hende og siger ”Amalie, jeg er pædagog, men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan lære dig noget”

Når vi samarbejder på tværs af faggrænser, så vinder vi selv en masse i form af større arbejdsglæde. Men de helt store vindere – det er børnene.