“Løb hurtigt, ulvene kommer”!

Jeg bliver så glad indeni:)

Jeg sidder inde i legehuset godt krummet sammen. Jeg sidder der sammen med Kalle, Søren og Anders nogle af børnehavens yngste drenge. Kalle er faren, vi andre tre er storebrødre. Vi har lavet mad, spist, tisset, børstet tænder, sovet, og nu er det morgen.

“Godmorgen, shhhyyy kan I høre det? Hurtigt, så skal vi af sted, ulvene kommer”, råber jeg.

Udenfor sidder tre af de ældste piger i børnehaven. “Nu æder vi jer”, pigerne sidder på alle fire. De knurrer og viser tænder. Klar til at æde os, når vi kommer ud af døren.

“Kom drenge, vi hopper ud ad vinduet.” Faren og de tre storebrødre hopper mere eller mindre elegant ud ad vinduet. Jeg er den sidste, og en af ulvene når lige at bide sig fast i mit bukseben.

“Hjæææælp far” råber jeg. Faren griber fat i min arm og trækker til. Og nu løber vi alle fire alt, hvad remmer og tøj kan holde. Vi løber hen til hjørnet, hvor tre løbecykler og et løbehjul holder parkeret.

Vi fortsætter flugten godt kørende. Da vi drejer om det næste hjørne stopper vi op og ser os tilbage. “Pyha”, ulvene har givet op. “Nå, jeg er tørstig”, siger jeg. “Jeg tror, jeg vil ha mig en cola, hvad med dig Anders, vil du ha en cola, eller vil du hellere ha saftevand”? Anders og Søren vil have saftevand. Kalle og jeg drikker en cola.

Efter at have drukket vores imaginære drikke fortsætter legen en halv times tid.

Da jeg senere på dagen igen kommer ud på legepladsen og går forbi Kalle, Anders og Søren, hører jeg pludselig Anders råbe, “Kalle og Søren, pas på ulvene kommer”. Legen har allerede sat sig spor.

Pædagogisk “mission completet”

Tænk, at jeg er så ufattelig heldig, at jeg hver eneste dag i mit arbejdsliv har mulighed for at lege. Og så er der endda en mening med det – og faglighed bag!