Ville du, hvis det var dit barn?

I sommerferien havde jeg inviteret mine børn med til København. Vi spiste i Nyhavn, gik tur på strøget. Min søn faldt for en lækker jakke. Ekspedienten kom med en t-shirt og et par bukser som også var helt perfekte. Der manglede bare et par sko. Sådan et par fandt vi også. Noah skulle slet ikke have haft så meget, men den dag kunne jeg tillade mig at sige ja. Han blev umådelig glad. Han er nemlig ikke vant til den slags.

Mens vi gik der på Strøget, fik jeg pludselig helt ondt indeni og blev trist – midt i min egen glæde. Jeg kom til at tænke på de børn, som jeg møder i min hverdag. Børn, som ikke oplever den slags. Og deres forældre, som ikke kan give dem de oplevelser.

Jeg kom til at tænke på Bjørn, som viste mig, at der var huller i hans sko, og at han derfor fik ondt, når han løb i idræt. Jeg kom til at tænke på Tine, som havde fortalt mig, at hun ikke gad med på lejrturen. Men tilsidst sagde “Min mor har ikke de 150 kroner til lommepengene.” Og den ellers altid livlige Nikolaj, som en dag sad tavs og alene på trappen. Da jeg satte mig ved siden af ham, fortalte han, at han savnede sin kat alt for meget til at være glad. Men de havde ikke råd til at have den længere.

Jeg har været enlig forsøger i mange år. Mine børn har ikke været på ferie hvert år. Vi har ikke hus og vi har ikke bil. Men der har været råd til fritidsinteresser, lejrture og idrætssko. Mine børn har lidt afsavn. Det har de skam. Men de afsavn har i mine øjne været helt i orden. Børn må godt lære, at man kan have et godt liv, uden at have lige så meget som andre. Men børn skal ikke opleve, at de har så lidt, at de er sat udenfor fællesskabet. Børn skal ikke opleve, at de er afskåret mulighederne for at deltage på lige fod med deres kammerater.
Og det er lige præcis den situation som regeringens kontanthjælpsloft idag sætter rigtig mange børn i.

De børn, som inden sommerferien havde det rigtig svært – de får det fra idag endnu sværere. De får færre muligheder, og de får flere bekymringer.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på: Ville politikerne stadig have truffet den beslutning, hvis konsekvenserne ramte deres egne børn?