Hvordan sænker jeg niveauet for nærvær? Er det mit ansvar, hvis jeg bliver syg af det?

 

Hvornår går du hjem?”

Spørgsmålet kommer fra Emma der går i børnehavegruppen, hvor jeg hjælper en morgen.

Emma og jeg kender hinanden godt fra hun gik i vuggestue i min gruppe. Mange smil, tanker og knus har vi delt og vi får tit en snak, når vi ses i børnehuset. Emma sidder den morgen meget tæt op af mig ved bordet og tegner. Jeg ved, at der bag Emmas spørgsmål om hvornår jeg går hjem ligger en lille kærlighedserklæring – et budskab om, at det er rart at være sammen – et behov for at være tæt på og blive lyttet til.

Senere er jeg tilbage i vuggestuegruppen. Emma kommer og beder om min hjælp: “Vil du binde for mig”. Jeg går med hende. Et dynebetræk er gået op i bunden. Jeg er på vej væk: “Du skulle også lige hjælpe med dukkens tøj, og ved du hvad, jeg skal snart i svømmehallen, og i morges blev jeg ked af det og…..”

Det vigtigste ærinde for Emma var ikke at binde dynebetrækket. Det var at få fuld opmærksomhed og nærvær. Jeg er fuldt bevidst om Emmas behov, og ved at hun måske stadig mangler at dele det, hun har allermest på hjerte. Jeg er også fuldt bevidst om, at i vuggestuegruppen jeg forlod, venter børn med andre vigtige behov. Der er stærkt brug for mig begge steder.

Ugebrevet A4 satte den 3. maj fokus på, at travlheds-rekord truer offentligt ansattes sundhed. Arbejdstilsynet løfter pegefingeren overfor arbejdsmængde og tidspres der giver risiko for stress og fysiske sygdomme. Pædagoger er blandt de særligt udsatte.

Michael Ziegler, formand for løn- og personaleudvalget i KL citeres: “(..) der er en grænse for hvor meget man kan presse medarbejderne. På et tidspunkt skal man også kommunikere, at vi sænker serviceniveauet, så medarbejderne ikke møder borgere med urealistiske forventninger”

Jeg tænker så: “Hvem er det, der skal kommunikere det og til hvem?

Er det Emma der er borger og ikke må have urealistiske forventninger om mit “nærværs-serviceniveau”?

Michael Ziegler peger på, at medarbejdere kan presse sig selv, fordi de er engagerede og gerne vil levere mere end det, opgaven faktisk lyder på. Hvad mener han min opgave lyder på? Jeg kan godt sænke serviceniveauet i at lede efter sutsko eller have styr på præcis hvor meget hvert enkelt barn har spist og sovet. Men hvordan sænker jeg serviceniveauet i nærvær eller trivselsarbejde?

Jeg er uddannet til at se hvad min opgave lyder på i arbejdet med børnene. Pædagoger bliver syge af at være engagerede og presse sig selv til at levere “opgaven”, når vilkårene ikke er til at levere det. Jeg har ikke fantasi til at se, hvordan jeg forsvarligt kan sænke niveauet for nærvær til Emma. Jeg gør det, og masser af pædagoger landet over tvinges hver dag til at tilbyde et utilstrækkeligt niveau af nærvær. Masser af de pædagoger der bliver syge, ender med at føle ansvar for, ikke at klare det pres der lægges på dem, og føle ansvar for ikke at kunne vende tilbage på arbejde hurtigt nok. Det er ikke i orden!! Politikere må tage ansvar!! Jeg vil påstå, at sygemeldte medarbejdere og børn og unge i mistrivsel er dyrere end at investere i et anstændigt velfærdsniveau.

Kom nu Danmark!!!!

Kommentarer