Arbejdsmiljøet betyder alt!

Jeg måtte for små 14 dage siden erkende, at jeg ikke er nogen “Superman” – og melde mig syg med kraftig hovedpine og ondt i maven! Og træt var jeg – MEGA-træt! Ikke alene fysisk men også psykisk følte jeg mig “kørt over” – og energiniveauet var så godt som = 0.

Arbejdsglæden var væk – og jeg kunne ikke se nogen mening “med noget som helst.”

Den direkte årsag – eller nærmere betegnet “prikken over i´et” – var et opfølgningsmøde på “min” beboer, hvor jeg i den grad følte mig underkendt, latterliggjort og “sat på plads” af min ledelse og en fornyligt tilkommen kollega, som i den grad sad og pudsede sin egen glorie overfor dem! Og gjorde sig klog på noget omkring “min” beboer, som hun ikke vidste en hulende hattefis om!

Mine indsigelser blev ikke hørt – og da jeg overfor dem påpegede, at jeg da havde været nød til at give “los” på nogle ting for at skærme “min” beboer samt lette hans frustrationer, vrede, ked-af-det-hed og hele undren overfor hvad der nu skulle ske – og var sket – med ham – efter overflytning til dem, blev der “bare” lagt låg på!

Jeg fik dog også sagt, at de – stedet som sådan – havde været meget dårligt forberedt på såvel modtagelsen af ham som jeg! Det på trods af, at de mindst en måned forinden havde modtaget papirerne på ham – og hans “levnedsbeskrivelse” – og vidste at vi ville komme på en bestemt dato!

Alt – og jeg mener alt – måtte vi selv finde ud af – og nærmest kæmpe os til!

Glemt var at han havde overfaldet mig, pandet en nattevagt ned, var endt på “den lukkede” en aften, og at han havde været meget psykotisk i perioden til nu – og helt utilregnelig! – mere eller mindre. En tikkende bombe, så at sige, hvilket jeg i øvrigt rigtig godt kan forstå! Man havde fra fraflytterkommunen revet tæppet væk under ham og fjernet ham fra hans vante verden og hele netværk! Og alle “rutiner” var lavet om – med et slag.

Midt i alt det – stod jeg! Hans eneste – og kendte holdepunkt – og tro mig, jeg fik det at føle! Al vreden, hans frustrationer, hans savn – og alle fortvivlede spørgsmål vedrørende hans fremtid! “Fuck dig” – “Skrub ud” – “Hold din kæft” mv. blev jeg “dog” især mødt med i starten – og det hele tiden! Og intet – intet – kunne jeg få ham til – eller motivere ham til.

“Mennesker er – generelt – ikke syge”, sagde min læge til mig, da jeg opsøgte ham for at blive undersøgt! “Systemer er syge og gør mennesker syge”, tilføjede han heldigvis og sagde: “Du har brug for at få hvilet dig, geare ned, slippe jobbet helt, lade batterierne op igen – og med tanke på, hvad du sådan har været igennem de sidste 5-6 år (han kender jo min historie!), er der sgu ikke noget at sige til det! Du reagerer faktisk kun sundt – og godt du lytter til din krop.”

Jeg var lettet, da jeg gik derfra. Omend jeg stadig havde en dundrende hovedpine og fik ondt i maven, når jeg tænkte på mit job! “Svigt på svigt på svigt – og det med at systemer gør mennesker syge, har han sgu så evigt ret i”, tænkte jeg, og tilføjede i mit stille sind: “Og fastholder mennesker i sygdom; mennesker for hvem >de< ellers skulle være en slags >redningskrans< ud af deres sygdom!” … Nå, men det er en helt anden snak, som jeg ikke vil begive mig ind på her!

I morgen starter jeg igen – og på torsdag er jeg så kaldt til syge-/fraværs-/trivselssamtale!

Den glæder jeg mig faktisk til. For som jeg siger til mig selv: “Det kan da kun blive bedre.”

Bloggen her er skrevet for et år siden og har blandt andet været at finde på Fagbladet Socialpædagogen på Facebook.

Kommentarer