At miste fodfæstet

Jeg husker dagen for snart 5 år siden tydeligt.
Det var en onsdag eftermiddag i november. Jeg havde hentet børnene fra børnehave og skole. Min mand var på aftenvagt, så jeg var alene hjemme med børnene.
Jeg kan huske at jeg havde det mærkeligt. Det summede ligesom i hele kroppen. Jeg følte mig usædvanligt træt – havde egentlig mest lyst til bare at lægge mig til at sove.
Men børnene skulle jo have aftensmad og puttes, så jeg slæbte mig igennem som en søvngænger. Undervejs kan jeg huske at jeg skrev en sms til min mand om, at jeg hang i med det yderste af neglene. Min datter kom ikke til gymnastik den dag – jeg kunne slet ikke overskue det.
Da min mand kom hjem lå jeg på sofaen, og da han spurgte hvad der var galt brød jeg sammen. Jeg tror nok det blev til en del tårer den aften.
Næste morgen syntes jeg ikke at det var så slemt – jeg havde det vist ok- men heldigvis holdt min mand fast i, at jeg skulle sygemelde mig.
Da jeg snakkede med min kollega i telefonen brød jeg sammen igen. Den eneste årsag jeg kunne give til min sygemelding var: Jeg kan ikke mere.
Den næste måneds tid sov jeg ret meget. Jeg stod op og sagde godmorgen til mand og børn, vinkede farvel og gik i seng igen. Når de kom hjem var jeg lige oppe og spise aftensmad sammen med dem.
Sådan husker jeg det i hvert fald.
Men jeg må også indrømme at det første lange stykke tid af min sygemelding henstår i lidt af en tåge i min hukommelse.
Det jeg til gengæld husker er kvalmen, den manglende evne til at overskue noget som helst, gråden, følelsen af ikke at slå til, følelsen af ikke at være noget for min familie og følelsen af afmagt.
Jeg husker også den dag, hvor jeg mente, at jeg godt kunne følge min søn i børnehave, men var ude og kaste op, fordi bare det, at skulle ud af døren alligevel var for stort et pres.
Jeg havde heldigvis en god leder. Han sørgede for at jeg fik psykologhjælp og han bakkede mig op i forhold til jobcenteret, da de begyndte at rasle med sablerne og snakke om aktivering.
Jeg var sygemeldt i 3 mdr, og da jeg skulle starte på arbejde igen foregik det meget meget langsomt og fuldstændig i mit tempo.
Det var en stor befrielse.

Jeg kan jo nok betegnes som en af de ”heldige”.
Min sygemelding var forholdsvis kort og jeg kom tilbage på arbejde igen. Men jeg er ikke mere heldig end, at der er mange ting der aldrig bliver som før.
Min hukommelse er ikke så god som den har været. Jeg kan have svært ved at overskue sammenhænge med rigtig mange mennesker, eller også bliver jeg hurtigt træt. Det bliver til sådan en summen i hovedet, hvor jeg får svært ved at fokusere – jeg får svært ved at koncentrere mig om hvad andre f.eks. siger til mig.
Og så er kvalmen blevet min trofaste følgesvend. Hvis jeg bliver for presset melder den sig med det samme.
Det er faktisk en hjælp, for det gør mig opmærksom på, hvor jeg er på vej hen og hvilke af mine, efterhånden veludviklede, strategier jeg skal gøre brug af.
Og nogle gange ramler det hele en lille smule igen.
Så bliver jeg frustreret, irritabel og træt.

Jeg har stadig svært ved at være i de følelser fra dengang.
Det at skrive historien får det til, igen, at stå lysende klart for mig, hvordan det føles at miste sig selv, og fodfæstet, for en tid.
Og ikke mindst giver det tårer i øjnene, for det var en følelsesladet og hård tid, hvor jeg følte at jeg svigtede på rigtig mange måder.

Det er rigtig svært at forholde sig til at jeg aldrig rigtigt bliver mig selv igen.
Jeg bliver med jævne mellemrum frustreret over situationer eller opgaver jeg ikke helt kan overskue. Også ting jeg rigtig gerne vil.

Jeg er en ny udgave af mig selv, med nogle begrænsninger som jeg ikke selv har valgt, og som i rigtig mange sammenhænge også har betydning for mine aller nærmeste.

De fleste mennesker er rigtig gode til at ignorere de signaler kroppen og hjernen sender, når vi bliver for pressede.
Derfor er det nødvendigt at der er nogen der kigger os i øjnene og fortæller hvad de ser:
Du virker stresset, det virker som om det er svært for dig at overskue, er du sikker på at du, også, skal påtage dig den her opgave?

I en travl hverdag glemmer vi nogen gange at passe på hinanden, men det er lige præcis i den travle hverdag, at det er så vigtigt at vi får kigget hinanden dybt i øjnene, og set hvordan kollegaerne har det.

Så pas godt på hinanden – omkostningerne er for store når man mister fodfæstet.