Vi har mistet fællesskabet

Et eller andet sted hen ad vejen har vi mistet noget helt grundlæggende på arbejdsmarkedet.

Vi har mistet fællesskabet.
Det fællesskab der betyder, at vi alle gør en indsats for at få en arbejdsplads til at fungere – også chefen.
I stedet er arbejdsmiljø og trivsel blevet individualiseret og reduceret til et spørgsmål om personlighed og vilje til at gøre en indsats.
Men det er ikke medarbejdernes individuelle ansvar at de har ondt i maven, ondt i hovedet eller græder når de går på arbejde. Det er et fælles ansvar.
Der er ingen tvivl om, at det er langt den nemmeste løsning for arbejdsgiverne at holde den individuelle linje. Så skal der ikke bruges en masse ressourcer på samtaler med medarbejderne, en masse penge på psykologhjælp, vikarer osv. Så kører ”produktionen” bare der ud af – tror de.
Men sandheden er, at et dårligt arbejdsmiljø giver ringe produktion. Det giver højere sygefravær og mindre fleksibilitet.

Jeg er lige kommet hjem fra arbejde.
Bilen er parkeret i indkørslen, jakken hænger på knagen og jeg stikker hovedet ind af døren til børnenes værelser for at sige hej. Jeg går op af trappen for også at sige hej til min mand.
Puha…dagen sidder ligesom i kroppen. Benene er tunge, ryggen er øm og hovedet er fyldt op. Egentlig har jeg mest lyst til at gå direkte i seng, men det VIL jeg ikke. Jeg vil være sammen med min familie, høre om deres dag og bare finde roen i at være sammen med mennesker jeg elsker.

Det har været en af de der dage, hvor et par af mine kollegaer var syge. Vi kunne ikke rigtig få nogen vikarer – de var allerede brugt.
Så vi har klaret det så godt vi kunne. Og jeg synes faktisk vi har klaret det meget godt. Fokus har været på at give børnene en ok dag med nogenlunde ro på og nærværende voksne. Men det bliver nu aldrig helt det samme som når vi er fuldtallige.

Jeg sætter mig i sofaen, smider benene op.
Aaah det var rart – det er ikke meget jeg har fået siddet ned i løbet af dagen.
Mens jeg for, mindst tiende gang, tænker dagen igennem – var jeg alligevel lidt for kort for hovedet da Jens og Peter blev uvenner over noget legetøj, fil jeg sagt ordentligt farvel til Lise og følte Eriks mor at jeg rent faktisk hørte hendes bekymring for hans sproglige udvikling – slår jeg op i det nye Børn og Unge blad.

Det første jeg bider mærke i er temaet i bladet.
Det handler om den kraftigt stigende tendens til, at arbejdsgiverne efterspørger robuste medarbejdere før dem der er fagligt dygtige og velfunderede.

Tja… tænker jeg, man skal godt nok også være ret robust for at klare mosten efterhånden.
De stadigt ringere arbejdsvilkår, og normeringer der konstant bliver forringet, er ikke for sarte sjæle.
Men det er som om arbejdsvilkår, arbejdsmiljø, trivsel og sygefravær er fuldstændig adskilt. Som om dårligt arbejdsmiljø, eller for stort arbejdspres, ikke har nogen indflydelse på trivslen eller robustheden..

Der findes så meget viden og forskning om, hvordan vi sikrer et arbejdsmiljø med høj trivsel og produktivitet. Men hvad nytter det, når vi har et arbejdsmarked der kun kigger på sygestatistikker og hellere symptombehandler end helbreder og forebygger?
Hvis medarbejderne skal være robuste skal arbejdsvilkårene være gode og fokus skal være rettet mod forebyggelse.
Der bliver fokuseret så ensidigt på nedbringelse af sygefravær, at det i nogle tilfælde faktisk kan være med til at få det til at stige. Pressede medarbejdere der er syge, bliver endnu mere syge efterhånden som de bliver mere og mere angste for konsekvenserne af deres fravær.

Der skal ske en holdningsændring hos vores arbejdsgivere.
De skal være mere opmærksomme på at forebyggelse og ordentlige arbejdsvilkår rent faktisk er det der skal til, hvis sygefraværet skal nedbringes og medarbejderne skal være stabile og robuste.
Ingen medarbejdere er så robuste, at de kan blive ved med at klare de stadigt ringere vilkår.

Modargumentet vil være at det jo koster penge…

Ja! Det gør det.
Men alle gode forretninger kræver en investering før de giver et afkast.
Så betragt medarbejderne som en investering – det kommer tifold tilbage..

Kommentarer